Der er noget ved filmen »Jagten«, som gør den interessant for både danskere og resten af verdens befolkning. Filmen blev torsdag nomineret til en Golden Globe for bedste ikke-engelsksprogede film.

Den danske instruktør, Thomas Vinterberg, mener, at filmen vækker en nerve hos folk, der kender til eller ser andre blive udstødt. Som eksempel kan man se, hvordan flere ministre for nylig er blevet væltet på den offentlige scene, forklarer Thomas Vinterberg.

»Jeg tror, at angsten for at blive udstødt og fænomenet med heksebrændinger er meget mere aktuelt, end vi egentlig gør os klart. Hvis man ser på den danske presse, bliver der cirka slagtet en politiker om måneden. Hvis vi ser på de små lokalsamfund og nærdemokratier rundt omkring i Danmark, så tror jeg, det sker hele tiden,« siger Thomas Vinterberg, der dog også roser filmens skuespillere for en fornem præstation - blandt andre Mads Mikkelsen, som sidste år vandt en guldpalme i Cannes for sin hovedrolle.

»Og så tror jeg, det er fordi, folk synes, den er god, og Mads (Mikkelsen, red.) er god. Og at de alle sammen spiller godt, og dramaet fungerer,« tilføjer Vinterberg.

»Jagten« fik premiere i Danmark i januar og var med 672.000 biografbilletter en af årets mest sete biograffilm. I udlandet har filmen også høstet en del ros, hvilket er kommet bag på Thomas Vinterberg, som i 1998 også var nomineret til en Golden Globe for sin gennembrudsfilm »Festen«.

»Jeg er stolt af, at det der var som udgangspunkt var et kunstneriske konsekvent og lidt provokerende projekt pludselig viser sig at være en bred film. Det er der en stor tilfredsstillelse i,« siger den danske instruktør.

»Jagten« skal 12. januar dyste mod fire andre film om en Golden Globe: »Adèles liv – kapitel 1 og 2« fra Frankrig, »Fortiden« fra Iran, »Den store skønhed« fra Italien og animationsfilmen »The Wind Rises« fra Japan.

Thomas Vinterberg har ikke set de øvrige udenlandske nominerede og tør heller ikke sige noget om chancerne for, at Golden Globe-prisen ender på danske hænder, hvilket senest skete for instruktør Susanne Bier og filmen »Hævnen« i 2011.

»Jeg har ingen anelse. Jeg er for længst holdt op med at spå om, hvad der vinder hvor, og hvad folk går i biffen og ser. Jeg prøver at gøre det så godt som muligt og lave mine film så tæt på hjertet som muligt, så må I andre afgøre, hvordan det går,« siger Thomas Vinterberg.