Branchen blev skåret helt ind til benet under Finanskrisens første år, men sidenhen har branchen med små, sikre skridt formået at løfte sig. 2013 bød på tocifrede vækstrater og foreløbige tal for 2014 viser, at tendensen er fortsat. Vikarerne er tilbage og fremtidsudsigterne ser lyse ud. Nye markeder vil blive indtaget, når kunderne indser, at der blandt vikarerne også findes højtuddannede.
I 2013 tog beskæftigelsen i branchen et gevaldigt spring fremad med en vækst målt i fuldtidsstillinger på 14,2 pct. i forhold til året før. Udviklingen er fortsat ind i 2014 med tocifrede vækstrater i både første og andet kvartal, så tallet for beskæftigelsen ved indgangen til tredje kvartal lå på 19.050 fuldtidsstillinger, hvilket omtrent svarer til små 40.000 job i branchen. Omsætningen i branchen følger nogenlunde udviklingen i timetallet: Væksten lå i 2013 på hele 16,4 pct. og første halvår af 2014 udviste samme tendens.