Danmarks landshold for hjemløse vil gerne til VM i fodbold for hjemløselandshold i Chile i oktober. Men holdet mangler knap 20.000 kroner.

"Budgettet er på godt 180.000 kroner for 8 spillere og tre trænere/hjælpere, så vi er næsten i mål - alt afhængig af prisen på flybilletter, der svinger lidt. Derfor vil vi være glade for lidt hjælp," siger Martin S. Pedersen, der er sekreteriatsleder i organisationen Ombold.

Ombold organiserer træning og turneringer i gadefodbold for hjemløse og udsatte. Hjemløselandsholdets deltagelse i turneringer i udlandet finansieres af mange forskellige sponsorer og fonde. Hvilket normalt går fint. Denne gang står holdet imidlertid i samme situation som "Det ukendte landshold" i Sverige gjorde for nylig. Det svenske fodboldlandshold for folk med indlæringsvanskeligheder manglede hele 350.000 kroner til deres VM-tur og bad svensk fodbolds største stjerne, Zlatan Ibrahimovich, om en signeret trøje, de kunne sælge. Ifølge Zlatan Ibrahimovic førte det med trøjen ingen vegne. Han betalte i stedet hele det manglende beløb.

"Ja, det er jo lidt det samme. Det er rigtig nok. Vi kan så håbe på, der kommer en Zlatan forbi," siger Martin S. Pedersen og tilføjer: "Det ville da være fedt, hvis en Agger, Bendtner eller Eriksen eller hvad ved jeg, kom på banen. Men det vi håber allermest på, er at Sports- og Kulturministeriet frem over vil støtte Ombold som anerkendelse af, hvor stor en virkning fodbold for hjemløse har."

Fodbold for hjemløse har vist sig at have kolossal effekt på deltagernes helbredstilstand. Københavns Universitets Center for Holdsport og Sundhed har dokumenteret, at blot et par timers fodbold om ugen over nogle måneder kan bringe en hjemløs helt ud af risikozonen for alvorlige livsstilssygdomme. Ingen andre sundhedstiltag på området har været i nærheden af samme positive indflydelse.

"Det er ret fantastisk. Og vi ser jo også, at deltagelse på eksempelvis hjemløselandsholdet simpelthen kan ændre folks livsbane. Folk kommer oven på og flere kommer i arbejde," siger Martin S. Pedersen.

Man kan kun blive udtaget til hjemløselandsholdet, hvis man har været hjemløs indenfor det seneste år, og er man misbruger, skal man være i behandling. Man kan ikke få lov at blive på landsholdet. Efter et år skal nye spillere have chancen på holdet.

Hvis det danske hjemløselandshold får de sidste penge i hus og kommer til VM i fodbold, skal man ikke forvente, at holdet hjembringer guld. Spørger man til holdets niveau, lyder svaret:

"Danmark er lidt den bløde mellemvare. De bedste hold er klart hold som eksempelvis Brasilien og Mexico. Og det skyldes jo, at man i disse lande har et meget større rekrutteringsgrundlag. De har jo ikke bare større befolkninger. De har simpelthen også langt, langt flere hjemløse, end vi har i Danmark," siger sekreteriatsleder Martin S. Pedersen i Ombold.

VM for hjemløselandshold i fodbold afvikles i Santiago, Chile, fra den 20. til den 26. oktober.