Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil ikke gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert i sagen om Lars Løkke Rasmussens (V) tøjkøb.

Ekstra Bladet skriver tirsdag, at Venstre-formanden blandt andet har fået jakkesæt og sko for mere end 150.000 kroner betalt af sit parti. Det vil den Radikale formand ikke blande sig i.

»Det er et anliggende mellem Lars Løkke og Venstres medlemmer. Partierne må prioritere det, der tjener partiets politiske formål,« siger Margrethe Vestager.

»Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad partierne gør med deres penge. Det tager vælgerne og medlemmerne sig af, og så har vi jo det forhold til Skat, som vi nu engang har,« siger hun.

Den radikale partileder slår fast, at Det Radikale Venstre prioriterer partiets penge anderledes end i denne sag, men derudover holder hun fast i, at Venstres tøjkøb til Lars Løkke Rasmussen må være en sag, som kun Venstre skal blande sig.

»Jeg har ikke nogen holdning til, hvad Venstre bruger deres penge på. Det er som sagt en opgave for Venstres medlemmer. Hvis de synes, at en mere velklædt Lars Løkke fremmer Venstres formål, så er der jo ingen grund til kritik,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.