Mandag aften gæstede en verdensklassekomiker København. Stephen Merchant skrev og spillede med i to af 00ernes mest indflydelsesrige tv-serier, 'The Office' og 'Extras' sammen med sin ven og forretningspartner Ricky Gervais. Han har on og off turneret med stand-up showet 'Hallo Ladies' de sidste fire år - undervejs har det nået at inspirere til en Hollywood tv-serie med samme titel. Den fik dog en kort levetid.

Merchant indledte i Imperial biografen - 'har I ingen teatre i Danmark?' - med at fortælle, at han turnérer med 'Hallo Ladies' af to grunde; sin jagt på kvinder og fordi 'ham I ved' (Ricky Gervais) ikke tjener penge på det.

Langt hen ad vejen er 'Hallo Ladies' en nørdens udviklingshistorie tilsat punchlines, kringlet humor og fortalt med så megen selvironi, at det kunne fylde strædet mellem Merchants fødeby Bristol og Wales. Som det ligger i titlen en klassisk historie om nørdens problemer med at date og score. I det hele taget problemer med at finde selvværd og en identitet. Med forældre, der forærer ham sære på den pinlige måde gaver, en mand, der tilbragte en stor del af sin ungdom med ... matematik. Og som bærer rundt på en anseelig portion komplekser på grund af sin højde, to meter.

Læs også: Anmeldelse: En jydetamp med ordet i sin magt

Komplekser, der dog er blevet mindre, efterhånden som Golden Globes og andre fine priser er kommet Merchants vej. Det forsømmer han ikke at nævne.

Fik jeg skrevet ordet 'nørd'?

Som Stephen Merchant sagde, 'jeg har forsøgt mig med groupies, men det gik ikke ret godt. Det endte med stalking og telefonopkald om natten. Det var der ingen af dem, der brød sig om' . En joke, der er kopieret flere gange senere af andre komikere. Forståeligt nok.

'Hallo Ladies' er en bygget op som en form for storytelling. Det bygger på et skelet af jokes og rutiner, som Merchant improviserer ud fra.

Hvis Stephen Merchant var et dyr, ville han ligne en mellemting mellem en listig ugle og en vagtsom kat. Begge har det vist med at gylpe - Merchant gylper komik i verdensklasse.

Egentlig havde jeg, der ikke har set 'Hallo Ladies' før, forventet lidt mere misantropisk meningsløshed og tomhedshumor - som vi har set Merchant praktisere med Gervais både i 'The Office' og 'Extras'. Uden hvilke der i øvrigt ikke fandtes 'Klovn'.

Læs også: Anmeldelse: Kun point til Andreas Bo for parodierne

Men Merchants komik på scenen er betragtelig mere straight forward, klassisk. Meget klassisk stand-up, noget direkte slapstick, passager kunne lige så godt være Benny Hill.

Andet igen surrealistisk, som i afslutningen af sættet, hvor Merchant stak sit nærsynede fjæs ned i et kamera og endnu engang udstillede sig selv - som afslutning på en gang med sex med mikrofonstativet. Lige så stærkt, som effektfuldt.

Den helt store styrke ligger i den måde, han jonglerer sine elementer, kæder fortællingen i sig selv og dens form sammen.

Lige så selvudslettende Merchant er i sin tekst, lige selvsikkert og selvbevidst, decideret velsignet arrogant er den snart 40-årige komiker i sin strukturering, aflevering og timing. Ekstranummeret er en sand mesters værk. Med to tilfældige publikummer på scenen blev dialogen fra et gymnasie-prætentiøst teaterstykke, som Merchant skrev som teenager, opført på scenen i Imperial - bare med et manus i hænderne på de to fra salen. Det hører med, at især den kvindelige publikummer spillede med på fulde tangenter. Måske kendte hun showet i forvejen.

Men modet til at gamble med det mest selvhøjtidelige, umorsomme bavl i hænderne på sig selv og de to fra salen var dybt imponerende. Tricket har alle odds imod sig. Det blev båret af den fysiske fremstilling, spillet - og endte samtidig i ren mesterklasse og samtidig igen ubarmhjertig selvudstillelse af Stephen Merchant.

Kun en mester får den ligning til at gå op i et grin. Det var virkelig, virkelig morsomt.

Hvad: Stephen Merchant, 'Hallo Ladies'
Hvor: Imperial bio, mandag aften.