Hvor er grænsen for, hvor længe en flypassager kan klare - og vil - sidde i et flysæde?
Omkring 16 timer er svaret. I hvert fald hvis man ser på de forskellige flyselskabers handlinger.
For en måned siden lukkede Singapore Airlines sin længste direkte rute til New York på 15.345 km og lige knap 19 timers flyvetid. Og måneden før ændrede selskabet sin næstlængste direkte rute: Singapore-Los Angeles, der havde en flyvetid på 18 timer, så den nu flyves via Tokyo og med et almindeligt fly.
Læs om verdens korteste flyrute her
Singapore Airlines havde fløjet de to ruter siden 2004 med Airbus A340-500 fly, som under hensyn til den lange flyvetid var indrettet udelukkende med business class sæder.
Men interessen var faldende, og der blev flere og flere ledige sæder i flyene. De mange timer i flyene holdt kunderne væk, godt hjulpet af de senere års faldende internationale forretningsrejseaktivitet samt stigende brændstofpriser og dermed billetpriser.
Flyselskabet Emirates går imidlertid den modsatte vej. Selskabet flyver verdens tredje længste rute, målt i kilometer, 13.420, og andenlængste i tid, 16 timer og 30 minutter, mellem Dubai og Los Angeles.
Se de bedste selskaber i luften
Ruten har Emirates fløjet siden 2008, og selskabet har nu besluttet at skifte den hidtidige flytype, Boeing 777-200LR, ud med verdens største fly: Airbus A380, og skære ti minutter af flyvetiden.
Flyet har alle klasser om bord, og har man råd, kan man rejse første klasse i separat kabine og med mulighed for brusebad, så man kan ankomme frisk og udhvilet. Airbus A380 er verdens største passagerfly, og ruten bliver den længste for den flytype.
Verdens længste flyrute er i dag turen mellem Atlanta i USA og Johannesburg i Sydafrika. Delta Air Lines flyver de 13.582 kilometer på lige knap 17 timer.