Det begyndte som en undren for Helene Djursø. Der måtte være en anden sandhed end de historier fra medierne, der altid drejede sig om veteraner med ondt i sjælen. Det kunne ikke passe, at de soldater, der havde håndteret kugler og granater, ikke ville være en gevinst for arbejdsgiverne. Og det er dem, som Helene Djursø primært vil hjælpe – de ressourcestærke veteraner, der vil ud på det private arbejdsmarked. Ifølge Veterancentret er 90 procent af danske veteraner i dag i arbejde. 35 procent af de arbejdende er stadig i militæret, mens de resterende 65 pct. er i det private.
»Hvis man har håndteret en krig, kan man bestemt også hjælpe en virksomhed. Den store velfungerende gruppe kan godt drukne i det billede, at veteraner er nogle, der er udfordrede, men tallene tyder på, at det er helt omvendt,« siger hun, der er direktør i Care Consulting. Hun stiftede sammen med Københavns Lufthavne A/S, KMD samt Peter Mogensen fra Kraka efter en prøveperiode i august 2016 den private forening »Velkommen Hjem«. En forening, der hjælper veteraner med at forberede sig på et arbejde i det civile. Veteranerne får tildelt en mentor og enkelte et praktiksted.
