Vandstanden forventes at stige flere steder i landet de kommende dage, og det får myndighederne til at komme med en drastisk opfordring.

Trekantområdets Brandvæsen opfordrer borgere, der ejer sommerhuse i Kolding Kommune, til at sikre husene mod oversvømmelse.

Herefter bør de ikke opholde sig på grundene og opfordres i stedet til at forlade husene, skriver DR.

»Kør hjem, så I ikke er i området, og sørg for at sikre husene bedst muligt. Fjern værdier og løft ting op, så de ikke kan blive oversvømmet,« lyder opfordringen fra beredskabschef Bo Gøgsig fra Trekantområdets Brandvæsen.

Et højtryk gør, at vandstanden risikerer at stige særligt i Lillebælt og Østersøen.

Fredag og lørdag frygtes det, at vandstanden stiger med to meter over det normale, oplyser DMI.

Myndighederne er allerede i gang med at køre sandsække ud til borgere langs den sydøstlige kyst i Jylland.

Kolding Kommune oplyser også i en pressemeddelelse, at man nu flere steder kan hente sandsække for at beskytte sommerhuse.

Her kan du også læse, hvilket ansvar du som sommerhusejer har i tilfælde af forhøjet vandstand.

DMI har udsendt et varsel om forhøjet vandstand, som forventes at toppe fredag og lørdag. Varsler gælder til søndag midnat.