På forsiden af den lille norske avis »Dagsavisen« kan man i tirsdagens papir-udgave læse, at den svenske forfatter Katarina Frostenson i aftes fik Nordisk råds Litteraturpris ved en ceremoni i København. Med efterfølgende citater fra den prisvindende digter.
Det er jo en fin nyhed, og navnet på modtageren er da heller ikke blevet anfægtet. Der er bare det lille problem, at prisen først uddeles i aften, tirsdag, sammen med de øvrige Nordisk Rådspriser i DRs Koncerthus i København - og modtageren skulle egentlig have været hemmelig indtil da.
Når norske Dagsavisen - det tidligere Arbeiterbladet - overhovedet kan bringe historien, skyldes det, at udvalgte medier får navnet på prismodtageren på forhånd, så de har mulighed for at forberede omtalen - men naturligvis klausuleret til efter prisoverrækkelsen.
Den klausul må så siges at være brudt, men det ønsker Dagsavisens kulturredaktør Mode Steinkjer nu ikke rigtig at forholde sig til. I et interview med NRK.no, tyr han nærmest til en klassisk strudse-attitude, da han bliver spurgt, om klausulen blev brudt ved en fejl:
»Denne historie skulle ikke have været trykt i dagens avis, vi beklager, at den alligevel er det,« lyder udtalelsen fra Mode Steinkjer, som fortsætter:
»Vi forholder os til, at prisen uddeles i aften, og vi er lige så spændte som alle andre på, hvem der vinder.«
Men hvad er der sket?
»Jeg har ikke andre kommentarer«.
Nordisk Råds litteraturpris er på 350.000 danske kroner og er blevet uddelt siden 1962. Den regnes for en af de mest prestigefyldte litteraturpriser og gik sidste år til den norske forfatter Jon Fosse. Seneste dansker, der modtog prisen, var Kim Leine i 2013. Samtidig med litteraturprisen uddeles tirsdag aften en pris for bedste børne- og ungdomsbog, en filmpris, en musikpris og en miljøpris.