Manchester United fik for første gang i fem kampe lov til at smage sejrens sødme i Premier League, da det søndag blev til en let sejr på 3-0 ude over Aston Villa.

Efter at have spillet to kampe uafgjort og tabt to i de seneste fire kampe var en sejr hårdt tiltrængt for 'de røde djævle', hvis det spinkle håb om det engelske mesterskab skulle bevares.

Der var dog ikke meget tvivl om, hvem der skulle hente de tre point søndag på Villa Park i Birmingham.  

Efter et kvarters spil fik Antonio Valencia sendt et indlæg i feltet, som Januzaj kom op til og fik headet på stolpen. Danny Welbeck var dog hurtigt over riposten, og så var de forsvarende mestre foran med 0-1.

Bare tre minutter senere blev samme opskrift som til det første mål brugt, da Valencia endnu en gang sendte en bold ind i feltet - denne gang dog af den flade slags. Her var Welbeck igen på pletten, da han kom glidende og sendte bolden ind til 0-2.

Generelt var Manchester Uniteds angrebsspil godt kørende i kampen, og de var gode til at straffe Aston Villas fejl.

Også kort inde i anden halvleg da Rooney opsnappede en tabt Villa-bold og fik spillet Cleverley fri med stikningen, så han sikkert kunne score til 0-3.

Aston Villa, der slet ikke havde Nicklas Helenius med i truppen, kom ikke frem til det store i resten af halvlegen, og derfor sluttede opgøret uden flere scoringer.

Med det resultat ligger Manchester United på 8. pladsen og har ti point op til Arsenal, der fører Premier League. Aston Villa ligger lidt længere nede i tabellen som nummer 11.