William går ikke i bad, Victor går ikke i bad, og mange af de andre drenge går heller ikke i bad.

Faktisk går kun ganske få af spillerne på Frederiksberg Boldklubs (FB) U19-hold i alderen 16-18 år i bad efter træning sådan en kold aften i januar. Helt præcist er det kun to ud af de omkring 20 spillere, der bader og klæder om i det trange omklædningsrum, som ene og alene er fyldt op med drenge denne aften, fordi de venter på et efterfølgende holdmøde i klubhuset.