Hvorfor er man utro? Skyldes det et dårligt parforhold, menneskelig afstumpethed eller blot kemiske processer i kroppen?
Det spørgsmål stiller mange nok sig selv i kølvandet på CIA-sexsagen, hvor CIA’s øverste chef, tidligere general David H. Petraeus, fik viklet sig ind i en kompliceret affære mellem to, muligvis tre kvinder – inklusive sin kone gennem mange år – og nu har måttet trække sig fra posten.Et nyt, internationalt forskningsprojekt tyder på, at kemi faktisk spiller en stor rolle i utroskab, og at et skud hormoner muligvis kunne have hjulpet familien Petraeus.Forskerne, hvis resultater er offentliggjort i denne uges Journal of Neuroscience, har nemlig dokumenteret, at det såkaldte kærlighedshormon, oxytocin, i praksis kan få mænd til at holde sig længere væk fra kvinder, de ikke bør have nærkontakt med.Med andre ord: Gifte mænd og mænd i faste parforhold reagerer på oxytocin ved at blive mere tilbageholdende over for andre kvinder. Selv et fotografi af en smuk kvinde holdt de større afstand til, skriver LA Times. Enlige mænd, der jo gerne må komme i nærkontakt med kvinder, ændrer derimod ikke adfærd og afstand til kvinderne, når de udsættes for hormonet.Ifølge den danske oxytocin-ekspert, hjerneforsker og overlæge Troels Kjær fra Neurofysiologisk Klinik på Rigshospitalet, er det ikke så overraskende, at oxytocin har denne virkning. Det har nemlig længe været kendt, at hormonet ikke blot knytter bånd mellem mor og barn, men også mellem voksne elskende.»Stoffets primære funktion er jo at sammentrække kvindens livmoder efter fødslen og at få mælken til at løbe, så det lille barn kan få mad og overleve,« forklarer han. »Men stoffet spiller også en stor rolle i den sene kærlighedsfase i voksnes parforhold, dvs. efter den første tiltrækning og den stormende forelskelse. Når parforholdet bliver hverdag, får vi for alvor brug for at have noget, der knytter os sammen. Det sørger hjernen selv for ved at producere oxytocin. Og det sker, når vi rører ved hinanden og har sex,« siger han.Derfor er det oplagt, at oxytocin kan bruges til at forhindre utroskab, mener Troels Kjær.Ifølge ham har abeforsøg tidligere vist, at monogami kan fremmes, hvis kroppen registrerer et højt oxytocin-niveau. Og faktisk behøver man slet ikke tilføre kroppen hormonet som medicin for at få den samme effekt i mennesker. Man skal derimod prøve at holde gode miner til slet spil, hvis ens parhold skranter, så kan man opnå det samme.»Hvis man vil bruge det til at holde på en utro partner, skal man røre mere ved hinanden og have mere sex. Så dannes stoffet i hjernen, og man får samme virkning,« siger overlægen.Men hvis ens forhold er blevet så dårligt, at sex og berøring ikke længere er en mulighed, kunne det så være en ide at prøve at lokke en recept på hormonet ud af sin læge? Oxytocin fås nemlig som næsespray, bl.a til brug for kvinder, der lige har født. Måske kunne man puste sin utro mand lidt i hovedet med sådan en spray?Hertil siger Troels Kjær:»Jeg ved ikke, om det ligefrem er en god ide at bruge en næsespray til at redde et dårligt parforhold, men jeg tror faktisk, det vil virke. Det kan ikke skade, og det er ikke noget, jeg vil advare imod.«