Der er ikke nogen vej uden om: Den udviste 18-årige gymnasieelev Almedin Fejzic og hans familie skal omgående forlade Danmark og rejse til Bosnien.

Det fastslår de danske myndigheder i en skrivelse, som er sendt til familiens advokat, skriver sn.dk.

I skrivelsen, som Frederiksborg Amts Avis er kommet i besiddelse af, står der: »Det påhviler således fortsat deres klienter og deres to børn at udrejse af Danmark straks. Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet, Nationalt Udlændinge Center, er underrettet herom.«

Sagen om familien Fejzic har fået meget opmærksomhed, blandt andet fordi Almedin Fejzics klassekammerater på Frederiksværk Gymnasium har protesteret højlydt over udvisningen af familien og demonstreret på Christiansborg Slotsplads.

I sidste uge skulle familien Fejzic have forladt Danmark efter fire år i landet, men udvisningen blev udsat i sidste øjeblik, da faderen Himzo Fejzic, der lider af skizofreni, skar sig i hånden ved ankomsten til Københavns Lufthavn. Han er fortsat indlagt til behandling på psykiatrisk hospital i Roskilde.

Efter det dramatiske optrin i lufthavnen har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet indvilget i at kigge på Fejzic-familiens ansøgning om opholdstilladelse endnu engang, men har samtidig afvist, at sagsbehandlingen har opsættende virkning for udvisningen af familien.

»Vi er trods alt glade for, at sagen genoptages, men vi synes, det er en højst mærkværdig og ussel behandling af familien,« siger Lasse Koefoed fra Almedin Fejzics danske værtsfamilie til sn.dk

Alternativet har kaldt integrationsminister Inger Støjberg (V) i samråd om sagen. Partiet vil have svar på, hvorfor myndighederne ikke vil give familien opholdstilladelse, på trods af at Almedin Fejzics far er psykisk syg.