Marvin Pourie blev matchvinder for FCK et minut efter, han blev skiftet på banen i anden halvleg. FC København vandt 1-0 over FC Vestsjælland.
Tyske Marvin Pourie har ikke haft nogen nem start i FC København, siden klubben købte ham hos Superliga-nedrykkerne Silkeborg. Pourie greb ikke chancen i sine første kampe i FCK-trøjen og endte med at ryge helt ud af truppen.
Men lørdag var der endelig succes til den selvtillidsfyldte angriber. Marvin Pourie scorede kampens eneste mål i Superliga-kampen mod FC Vestsjælland.
Første halvleg blev en tam affære, hvor det mest spændende var, at Ståle Solbakken skvattede på sidelinjen, og reddede æren ved at tage to armbøjninger, som selvpåført straf.
Efter en times spil blev Marvin Pourie skiftet på banen, og minuttet efter stod han med armene ud til begge sider, imens holdkammeraterne hang omkring ham. Pourie havde scoret til 1-0 på et hovedstød. Det var Pouries første mål i Superligaen for FCK.
Kort efter spillede Marvin Pourie sin kollega Igor Vetokele helt blank foran FCV-målmanden, men Vetokele sparkede svagt og blev pareret. FCK-chancerne fortsatte i slutningen af kampen, men skarpheden manglede for hjemmeholdet.
Sejren til FCK betyder, at holdet er på andenpladsen med 30 point. Tre point færre end FC Midtjylland, som har en kamp til gode. AaB har 29 point på tredjepladsen og ligeledes en kamp til gode.
FC Vestsjælland er på 21 point, to point ned til nedrykningsstregen.