Det er utvivlsomt en af de sager, som har efterladt indtrykket af et skandaleramt Skat, og som har fået Folketinget til at nedsætte en undersøgelseskommission. Men selve sagen om svindel med udbytteskat for 12,3 mia. kr. er i første omgang ikke en del af den kommende skattekommissions arbejdsopgave. Det fremgår af kommissoriet fra Justitsministeriet:
»Der er i begyndelsen af 2017 iværksat en advokatundersøgelse af forholdene vedrørende Skats udbetaling af refusion af udbytteskat. Advokatundersøgelsen skal bl.a. beskrive det administrative ansvar i Skat og Skatteministeriet og de siddende ministres eventuelle roller i sagen. Advokatundersøgelsen forventes afsluttet med udgangen af 2017. Der verserer endvidere en strafferetlig efterforskning ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet,« skriver Justitsministeriet og fortsætter:
»Når advokatundersøgelsen er afsluttet, vil der blive taget endelig stilling til en udvidelse af kommissoriet, for så vidt angår sagen om refusion af udbytteskat, og i hvilken form.«
Det undrer tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft:
»Man fjerner den måske største af alle enkeltsager og opretholder i stedet en utilstrækkelig advokatundersøgelse af udbyttesagen. Det virker besynderligt, at det nærmest er noget af det eneste de seneste 15 år i Skat, som kommissionen ikke skal undersøge,« siger Peter Loft.
Selv om det kan virke overraskende, at en af de største og mest spektakulære skatteskandaler i nyere tid ikke er en del af den kommende kommission, undrer det derimod ikke Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet:
»Det er naturligt, at udbyttesagen ikke er med, selv om de fleste nok opfatter den som en del af baggrunden for, at kommissionen blev nedsat. I lyset af Farum-kommissionen, som kom til at tage hele ni år på grund af parallelle straffesager, afventer man den igangværende advokatundersøgelse af udbyttesagen og holder vejret. Det er et fornuftigt træk, at Justitsministeriet har skrevet kommissoriet i flere tempi på denne måde. Min vurdering er, at sagen med stor sandsynlighed kommer til at indgå på et senere tidspunkt,« siger Michael Gøtze.
