»Det er uanstændigt at Legoland Tyskland ikke ønsker at forhandle med fagforeningen om en overenskomst for deres ansatte. Det bør den danske del af koncernen drage omsorg for sker,« siger Christian Juhl, der er Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, og som planlægger at tage til Billund for at støtte de tyske Lego-ansatte.
Han hævder, at mange af de tyske Legoland-medarbejdere er nødt til at supplere deres indkomst med socialhjælp fra kommunen som følge af den lave timeløn.
Fra Merlin Entertainments, der ejer Legoland-parkerne, lyder det, at Legoland Tyskland rigtigt nok betaler cirka otte euro i timen for nogle, mens andre får væsentligt mere. En løn, der er fastlagt i samarbejde med Legolands Worker Council - arbejderråd.
Merlins PR-ansvarlige Sally Ann Wilkinson påpeger desuden, de medarbejdere, der tjener 7 euro og 99 cent i timen typisk er studerende på en kontrakt, der løber 50 dage og derfor ikke er omfattet af den sociale velfærdssystem.
Sally Ann Wilkinsen fremhæver samtidig, at flere sæsonmedarbejdere venter tilbage år efter år, og at det tyder på, at Legoland er en attraktiv arbejdsplads.