Stedet drager. Fire teenagepiger er kørt fra Esbjerg tværs over Jylland for at se det.
De går – tæt samlet og lidt demonstrativt højt talende – ind i det tilvoksede område. Som er det børn, der synger i skoven for at bevare modet og holde det onde væk. Deres skikkelser og stemmer toner ud i bevoksningen.
Nedlagte forlystelsesparker gør sig bedst i halvmørke. En mægtig portal ud mod landevejen med skiltet »Fun Park Fyn« mellem lange, krydsstillede telefonpæle ligner porten til »Jurassic Park – The Lost World«. Herefter går man ad en lang, tilgroet indkørsel. Til man når gitterporten ud mod den oprindelige P-plads. Stålporten står på vid gab. Formålsløs. Som et bur, hvis indhold er sluppet løs.
Dæmringen lægger et lagen over Fun Park Fyn. Stien ind i parken snævrer til. Naturen tager tyst tilbage, hvad den i sin tid blev berøvet for at give plads til gynger, karruseller, terrasser, vandland, råb, hvin og begejstrede udbrud.
Fun Park Fyn, nær Aarup på Vestfyn, lukkede i 2007. Siden har tiden og »uvedkommende« patineret stedet. Langsomt er det forvandlet til det modsatte af sin oprindelse. Fra fest til forfald, fra farvestrålende til falmet, fra livfuld til livsfjern, fra hygge til uhygge.
Hvad er mere skrækindjagende end en tavs klovn i tusmørke? En klovn berøvet lys, børn og scene? Han er malet stort op på væggen. Midt mellem de små, efterladte karruselbiler, de smadrede ruder, diverse graffiti og tags, en hovedløs plastiksvane samt et buskads, der mere ligner en camouflering af noget, end at noget faktisk er ophørt med at eksistere. Som vil alt igen blive levende klokken 24. Og blive det på en helt anden måde. Som entrerer man ved midnat en anden dimension, omsluttes af en skjult verden, der folder sig ud. Som i Miyazakis fabelagtige japanske tegnefilm »Chihiro og heksene«, hvor pigen Chihiro og hendes forældre på vej til deres nye hjem kommer på afveje og gennem en tunnel havner i en forladt forlystelsespark, der optændes og befolkes af sære eksistenser ved nattens komme, og hvor en heks tager forældrene som gidsler. Chihiro må finde en udvej.Der er lyden. Eller rettere: stilheden. Ved badelandet i Fun Park Fyn høres E20 som en fjern summen. Blot afbrudt af vingeslag fra fugle i flugt og dyr i skovbunden. Dertil vindens lejlighedsvise træk i træernes bladhæng. Lyden af bladenes vendinger løber i ring, som er det den omkransende skovs applaus til at have vundet over de indtrængende. Inde i omklædningsrummene ekkoer ens skridt i støv og brokker på gulvet mod væggene. Hvide kakler kaster lommelygtens lys tilbage og blænder. »Garderobe 5 kr«, »Husk dit skabsnummer«, »Dennis was here«, »Pommes Frites«.
Fornuften burde tilsige det modsatte. Det store bassin for enden af de lange rutsjebaner i falmede regnbuefarver forekommer ildevarslende dybt i sin uigennemsigtighed. Børnebassinet har et lille bindingsværkshus, hvorfra to rutsjebaner fører ned mod det mørke vand. Bunden er formentlig brun af alger. Det ligner en slags dødens dynd, noget forbudt for børn. Vandspejlet reflekterer smukt stjernehimlen. Som er det et trick, en fælde.
Efter midnat er pigerne fra Esbjerg ikke længere at finde i Fun Park Fyn. Vi går ud fra, at ligesom de var draget, blev de også drevet bort. Af mørkets komme, forlystelsens forfald og idylliseringens afsked.