CANADA: Tre politimænd er natten til torsdag blevet skudt og dræbt under eftersøgningen af en mand, som bar riffel og var iført camouflagetøj.
»Tre RCMP-medlemmer (The Roal Canadian Mounted Police, red.) er blevet dræbt,« bekræfter polititalsmand Paul Greene ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Talsmanden oplyser desuden, er to andre er såret og bragt på hospitalet, hvor de er uden for livsfare.
Der foreligger ingen oplysninger om motivet til nedskydningen af betjentene, og der er fortsat kun sparsomme informationer om omstændighederne omkring drabene.
Dramaet begyndte onsdag aften lokal tid, da det canadiske politi rykkede ud efter meldingen om, at en bevæbnet mand var blevet set i den canadiske by Moncton. Efter at have skudt betjentene forsvandt gerningsmanden fra stedet, og han er fortsat på fri fod. Politiet har derfor igangsat en stor eftersøgning af manden og opfordrer beboerne til at blive inde og låse dørene.
Lokale medier har offentliggjort et billede af den mistænkte, hvor han bærer en riffel og er iklædt militært camouflagetøj og et sort pandebånd. Reuters har ikke umiddelbart kunnet bekræfte billedets rigtighed.
Der bor omkring 70.000 mennesker i Moncton, som ligger i det østlige Canada i provinsen New Brunswick. Sidste gang, en lignende hændelse skete, var i 2005, hvor en bevæbnet mand dræbte fire politimænd i provinsen Alberta.