Det Økologiske Råd er med egne ord begejstret over aftalen om Togfonden. Rådet betegner udbygningen af jernbanenettet og overgangen til eltog som et stort fremskridt.

»Det er et markant spring frem mod et moderne og effektivt jernbanesystem, der sikrer hurtigere og mere grøn transport,« siger Jeppe Juul, trafikmedarbejder i miljøorganisationen, i en pressemeddelelse.

»Timemodellen med superlyntog vil gøre det betydeligt mere attraktivt at køre i tog i forhold til andre transportformer, hvor komforten og det, at man kan arbejde undervejs, nu kombineres med, at man også kommer endnu hurtigere frem,« tilføjer han.

Rådet glæder sig over, at en større del af jernbanenettet elektrificeres.

»Det vil betyde hurtigere, billigere og mere pålidelige tog samt en seriøs nedbringelse af CO2-udledningen fra togtransport. Der er tale om en stor, seriøs og langsigtet investering i den kollektive transport. Derudover vil elektrificeringen også betyde en endelig løsning i forhold til partikelforureningen i og nær togene,« siger Jeppe Juul.

»El-tog accelererer hurtigere end dieseltog, hvilket betyder, at togene kan komme hurtigere frem og at rejsetiden på nogle strækninger kan sænkes. Den øgede brug af eldrevne tog bidrager også til at sænke støjniveauet, især omkring stationerne, mærkbart,« siger han.