Umiddelbart var det en glædelig nyhed, da Tyrkiet for et par uger siden tilkendegav, at man nu vil gå aktivt ind i kampen mod Islamisk Stat, IS. Amerikanske bombefly kan pludselig få lov at benytte den tyrkiske flybase Incirlik tæt på den syriske grænse i stedet for at skulle tanke op ved Golfen et par tusinde kilometer derfra. Men vigtigere er, at det længe har været en offentlig hemmelighed, at Tyrkiet snarere har hjulpet end bekæmpet IS som brohoved for leverancer af våben, penge, oliesalg og friske krigere til bevægelsen i Syrien og Irak.
Det skyldes ikke, at Tyrkiet sympatiserer med IS’ ideologi. Men Tyrkiet har – i lighed med mange i Vesten i øvrigt – anset Syriens præsident Assad for at være hovedårsagen til IS’ chokerende hastige fremrykning i de sunnimuslimske områder, fordi lokalbefolkningen følte sig tryggere ved sunnimuslimske salafister end ved Assads iransk-sponsorerede shiamilitser. Tyrkiet har ikke villet stække Assads hovedfjende, og da særlig ikke, når Islamisk Stat samtidig kæmpede mod kurderne, hvis ønske om autonomi Tyrkiet traditionelt har opfattet som en trussel mod den tyrkiske stat.
Glæden over Tyrkiets bebudede offensiv mod IS blev imidlertid kort. For siden har præsident Erdogan meddelt, at man generelt vil gå i krig mod terrorister, og kampen mod IS ligner nu mere og mere en offensiv mod kurderne en bloc. Mulige årsager til det er ikke svære at få øje på. Resultatet af parlamentsvalget i juni var et chok for Erdogan. Det nye prokurdiske parti HDP stormede ind i parlamentet med 13 procent af stemmerne, og blandt andet som følge heraf kan Erdogans parti for første gang siden 2002 ikke regere alene. Der er tegn på, at Erdogan vil uddistancere HDP ved at sværte partiet som en filial af PKK, der også er på USAs og EUs terrorliste, og måske endda søge at omgøre valgresultatet ved at udskrive nyvalg.
Men der er en anden grund til Erdogans offensiv. Kurderne har vist sig som den mest effektive slagstyrke i kampen mod IS i Syrien. Med amerikansk luftstøtte er det lykkedes de syriske kurdere at erobre store sammenhængende landområder. Udsigten til at få endnu en stor autonom kurdisk provins op ad den tyrkiske grænse – i lighed med den i Irak – huer ikke Erdogan, da han frygter, at det kan give hans egen kæmpestore kurdiske befolkning de forkerte ideer.
For den vestlige koalition frembyder det et enormt problem, at Erdogan fører krig mod dem, vi uofficielt satser på skal kæmpe kampen mod IS på landjorden. Det er et paradoks, at det netop er kurdernes militære succes mod IS, der bringer Erdogan i harnisk. Samtidig kan vi ikke entydigt fordømme Tyrkiets adfærd, eftersom PKK i vrede over Tyrkiets indirekte støtte til IS de seneste uger har genoptaget den terrorvirksomhed, som ellers har været indstillet under fredsprocessen mellem PKK og Tyrkiet siden 2013. PKK er igen blevet en terrororganisation.
Vi må derfor fare med lempe. På den ene side skal vi arbejde for, at PKK straks nedlægger våbnene, og at de kurdiske bevægelser og myndigheder, som vi samarbejder med, lægger afstand til terror. Sideløbende må vi bringe Erdogan til at forstå, at en tofrontskrig mod kurderne og Islamisk Stat vil skade Tyrkiet ubodeligt. Blandt amerikanske diplomater er det et mantra, at det altid kan blive værre i Mellemøsten. Det skal Erdogan og PKK mindes om.