Hans Hedtoft på talerstolen.
1953: Danmarks første åbningstale
Danmarks første rigtige åbningstale blev holdt af den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft i 1953. Danmark havde på det tidspunkt høj arbejdsløshed og vesteuropæisk bundrekord i vækst. Hedtoft brugte åbningstalen til at søsætte en række sociale reformer, regeringen ville gennemføre. Dengang var talerne stadig meget tunge og præget af kancellisprog, som de færreste danskere rigtig kunne forstå. I virkeligheden var de mere henvendt til Kongen og kollegerne i Folketinget end til borgerne.
1972: Krag udskriver valg fra talerstolen
I 1972 tog statsministerens åbningstale en dramatisk drejning. Højst usædvanligt benyttede statsminister Jens Otto Krag nemlig talen til at meddele sin egen afgang - til stor overraskelse i både salen og i Danmark. Det var i øvrigt et brud med traditionelle procedurer, da Dronningen ikke på forhånd var blevet informeret. Men for Jens Otto Krag var timingen oplagt: Dagen før havde danskerne stemt for Danmarks medlemskab af EF, og talen bliver en højstemt fortælling om en særlig europæisk identitet.
Lydklip af Krags åbningstale fra Danmarkshistorien.dk
1982: »Fætter Højben« som togfører af det konservative turbo-tog
I 1982 blev Poul Schlüter valgt som statsminister, og under sin tid gjorde han åbningstalen til en ideologisk platform og en politisk markedsplads. Det til trods for at Schlüter ellers var kendt for at erklære »ideologi for noget bras«. Han markedsførede sin regering med fraserne »nu skal Danmark på banen igen« og »det går ufatteligt godt«. I talen gav han danskerne en fornemmelse af, at den løbske stat nu ville blive styret af et nyt-konservativt turbo-tog. Et år efter Schlüters tiltræden havde Københavns Fondsbørs oplevet det største boom i sin historie: Aktieværdien var steget med 75 procent eller 30 milliarder kroner.
Ikke alle var dog lige begejstret over timingen af Schlüters regeringstid og det økonomiske opsving. Kælenavnet »Fætter Højben« havde ophav hos en frustreret Svend Auken:
»Som Anders And har Socialdemokraterne følt, at de har slidt og slæbt, og alt er mislykkedes. Så dukker der en lille fønbølget fyr op - Fætter Højben - og alle tænkelige, men helt ufortjente gevinster regner ned over ham.«
1988: »Hestekuren«; nu går det ikke længere »ufatteligt godt«
I 1988 gik det pludseligt knapt så godt. Selvom Schlüter var ophavsmanden til mange gode slogans gennem årene, måtte han alligevel ærgre sig lidt over sin »det går ufatteligt godt«-bemærkning, for i åbningstalen var han nødsaget til at præsentere en barsk omstilling for danskerne:
»Det er derfor en hestekur, vi skal i gang med, og der findes i virkelighedens verden ingen smarte eller smertefri løsninger. Det er hårdt arbejde, der ligger foran os«.
1992: »En grim ælling« bliver statsminister
Da Nyrup i 1992 blev valgt som formand for Socialdemokratiet, var det ikke lutter pæne ord, han fik med på vejen. Hans formandskollega fra Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, kommenterede således på valget af Nyrup.
»Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen blev fra starten præsenteret som en smuk svane - og så ser vi ham et halvt år efter som en grim ælling.«
Men eventyret om den grimme ælling havde altid været et kært folkeeje, og Nyrup holdt sin første åbningstale som statsminister året efter i 1993.
1999: »Stuerene bliver I aldrig«
»Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig - set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!«
Efter sin åbningstale i 1999 rettede Poul Nyrup Rasmussen en bidsk bemærkning mod Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, da han fastslog, at »stuerene bliver I aldrig«. En vending, som har sat sig fast i dansk politik.
2001: »The American Way«
Kun tre uger efter angrebene mod World Trade Center i USA den 11. september samme år lod Poul Nyrup Rasmussen terrorangrebet fylde mere end halvdelen af sin tale. Nyrup satte parentes om de ideologiske agendaer og partipolitiske slagsmål.
»Kampen mod masse-terrorisme kan ikke vindes i et enkelt slag. Den kan ikke vindes af et enkelt land. Den kan kun vindes, hvis alle nationer er klar til at løse opgaven i fællesskab. I et stærkt, gennemtænkt og vedvarende modtræk.«
2003: »Den nødvendige beslutning«: Danmark går i krig
2003 blev et skelsættende år for Danmark, da man valgte at støtte den amerikanske invasion af Irak og samtidig stod i spidsen for østudvidelsen af EU. Danmark markerede sig dermed markant på den internationale politiske scene, og Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstale fra selvsamme år bar også præg af dette.
»Det var en svær beslutning at sende danske bidrag til krigen i Irak. Men det var en rigtig beslutning. Og det var en nødvendig beslutning.«
Først i august 2007 var krigen slut for Danmarks vedkommende, da regeringen kalder de sidste danske tropper hjem.
Anders Fogh Rasmussens pressemøde efter vedtagelse af dansk deltagelse i Irak.
Dernæst markerede Anders Fogh den daværende VK-regerings ønske om et større dansk engagement i EU. De danske forbehold skulle fjernes. Det danske EU-formandskab i 2002, der stod for den daværende østudvidelse af EU, havde været første skridt i denne proces:
»Danmark var aktiv i at få 10 nye lande med i EU. Det ville være sært, hvis vi så besluttede at sætte os selv udenfor (..) Som altid spiller de danske undtagelser en stor rolle i den danske Europa-debat. Regeringens holdning er velkendt. Vi ønsker undtagelserne fjernet. De sætter Danmark uden for indflydelse på vigtige områder. De er ikke i Danmarks interesse. Men undtagelserne kan alene ophæves af den danske befolkning ved folkeafstemning.«
2010: Løkke gør op med »gavementaliteten«
Danmark befandt sig i en af de værste økonomiske kriser i nyere tid, og daværende statsminister fra Venstre, Lars Løkke Rasmussen, markerede ved dette års åbningstale et opgør med det, han kaldte »gavementaliteten«:
»Nej, det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet. Finanskrisen bør om noget have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Vi skal prioritere knivskarpt. Vi skal sikre sunde offentlige finanser.«
Læs også: Gavementalitet
Samtidig var dette års åbningstale præget af en mindre heldig episode, da Jesper Langballe (DF) faldt i søvn under åbningstalen. Langballe forklarede efterfølgende, at han tog notater til Lars Løkkes åbningstale.
2012: Emil og den danske skole
Allerede i 2012 varslede statsminister Helle Thorning-Schmidt en vidtgående reform af folkeskolen ved Folketingets åbningstale. Den hypotetiske skoleelev Emil blev startskuddet til det, der udviklede sig til at blive det efterfølgende folketingsårs store debat om, hvordan fremtidens folkeskole skal se ud.
»Lad os tage en dreng på 13 år, der går i 7. klasse. Han kan for eksempel hedde Emil,« sagde hun.
Se talen om Emil her:
I juni 2013 blev S-R-SF regeringen sammen med DF og Venstre enige om en ny og omstridt folkeskolereform, der blandet andet betød, at folkeskoleelever fik længere skoledage.
Læs også: Se folkeskolereformens hovedpunkter
2013: Emil skal drømme om en erhvervsuddannelse
Eksemplet om Emil levede videre i bedste velgående, og ved Folketingets åbningstale i 2013 blev Emil endnu engang brugt, da statsministeren problematiserede erhvervsskolernes faldende popularitet blandt unge:
»I dag er det kun 19 procent af de unge, som søger ind på en erhvervsuddannelse lige efter skolen. Regeringen har sat det mål, at andelen i de kommende år skal øges, så det i 2020 er 25 procent af de unge. Og 30 procent i 2025. Det kræver, at erhvervsuddannelserne bliver et attraktivt førstevalg for Emil og hans klassekammerater.«
Problematikken resulterede i en reformering af erhvervsskolerne i februar 2014, der blev vedtaget af alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten.
Læs også: Erhvervsskolereform er på plads