Selv om det nu er 10 dage siden, Omar Abdel El-Hussein affyrede dét skud, som dræbte Dan Uzan, er der ikke én vissen blomst at øjne i farvebjerget foran synagogen. Tulipanerne oplyser stadig den regngrå Krystalgade. Februarduggen holder mindet friskt.

»Den første uge var fyldt med så meget sorg. Ingen kunne fokusere. Nu handler det om fællesskabet,« siger Ari Bassan, der har kendt Dan siden han selv var 14 år.

Det er sidste rituelle sørgedag - såkaldt shivah - inden for den jødiske tradition. Og menigheden er samlet i synagogen for at mindes.

»Dans personlighed gav os tryghed. Mange stiller i dag spørgsmålet, hvordan vi kan genskabe den tryghed,« spurgte rabbiner Jair Melchior fra talerstolen.

Svaret er foran os: Aldrig har synagogen været så fuld af mennesker. Sjældent har støtten fra kristne, muslimer, fra hele det danske samfund været så stor.

»Det er de initiativer, der giver os håb.«

Sorgen tilhører først og fremmest Dans familie og venner. Men aftenen er ikke deres alene. De må dele deres søn, bror, ven - deres Dan - med alle os andre. Med politifolk med rifler, med presse og politikere. Hvornår ellers taler statsministeren til en privatpersons mindehøjtidelighed? Dans død er en personlig tragedie, men hans historie er blevet hele Danmarks.

De tilhørende mindes ikke kun den 205 centimeter høje, tidligere elitebasketballspiller og cand.polit. Deres øjne vædes ikke alene over aldrig mere at få et af Dans varme bjørnekram eller høre hans gavmilde latter. I aften sørger de også over, at jødernes største frygt er blevet til virkelighed; at det jødiske samfund er blevet angrebet.

»I står i en dyb sorg. Alligevel har I haft styrken til at dele den med resten af Danmark,« sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt, der deltog sammen med en række andre ministre fra regeringen.

»Det er os, der burde trøste jer. Men det er jer, der har vist os, at der er en vej ud af mørket. Det jødiske samfund er en del af Danmark. Vi er sammen.«
Selv om ordene aldrig bliver hule, føles de allerede en smule slidte. Men der er ikke andet at sige. I aften handler det om fællesskab.

Af onde grunde er det ikke sådan lige til at entrere synagogen. Selv før angrebet sidste lørdag skulle man igennem en solidt bygget sikkerhedssluse, hvor der skal trykkes på knapper indefra, før man kan komme ind. I aften er sikkerhedsopbuddet massivt.

Det gør ikke kulissen mindre storslået.

Den forreste væg i synagogen er dækket af et guldbelagt mønster fra gulv til loft.

I midten bag tunge, røde velourgardiner gemmer sig et skab, som indeholder det helligste i jødedommen: Fem håndskrevne pergamentruller med De Fem Mosebøger skrevet på uvokaliseret hebraisk.

Det kræver stor koncentration både at skrive og at læse op af Torarullerne. Fortællingerne begynder med skabelsesberetningen og slutter med Moses død. Der er næsten ingen vokaler og ingen punktummer; jødedommens historie rummer ingen full stop.

I aften er de tilhørende stoppet op. I synagogen mindes de Dan og livet, som det leves, før det slutter. De forsikrer hinanden om, at der også i fremtiden kan være tryghed. Goldschmidts børnekor synger for håb. Men da koret fylder rummet med Leonard Cohens »Halleluja« triller tårene alligevel ned af alles kinder. Statsministeren omfavner familien. Opmuntrede blikke bliver til røde øjne, folk rykker sammen på rækkerne.

»Det er vigtigt at menigheden holder sammen og viser, at vi også kan komme videre. Første reaktion er, at folk bliver angste. Hvad vil fremtiden bringe?« siger Ronen Leon, der ligesom de øvrige i lokalet har kendt Dan i årevis. »Det er også det, vi viser i aften: Det er det her, fremtiden bringer - vi er her stadigvæk!«

I aften slutter de rituelle syv sørgedage efter begravelsen. Nu handler det om fremtiden. Der blev sat et komma i sorgen.

Punktummer er der ingen af.