Anklageskriftet tikkede for kort tid siden ind i Svend Lings' e-boks. Han er anklaget for at have udskrevet receptpligtig medicin, som han vidste, at patienten ville bruge til at begå selvmord med.
Svend Lings er medlem af gruppen Læger for Aktiv Dødshjælp, og han har tidligere fortalt åbent, at han har hjulpet mere end 10 personer med at begå selvmord.
At den tidligere overlæge måske skal i fængsel, tager han selv ganske roligt.
»De danske fængsler er meget humane. Jeg har hørt fra rumænere, at det er ligesom et luksushotel. Det har jeg aldrig prøvet, så det glæder jeg mig til. Det er ikke noget, jeg er bange for. Sammenlignet med de stakkels mennesker, der ligger i håbløse situationer og lider, er det en bagatel,« siger Svend Lings.
Patientens tjener
Svend Lings har en lang karriere som læge bag sig, som han afsluttede i 2010, da han gik på pension som overlæge ved Odense Universitetshospital. Allerede da han som ung læge blev konfronteret med massiv lidelse på en langtidsmedicinsk afdeling, blev han frustreret over lægernes manglende evne til at hjælpe.
»Jeg havde en patient, som ikke havde noget tilbage af sin ene kind, fordi kræften havde ædt den. Man kunne se direkte ind til hendes stemmelæber, og der var ikke noget vi ordentlig kunne gøre for at forhindre hendes lidelser. Det står for mig som et nedslagspunkt, hvor jeg kraftigt begyndte at overveje rimeligheden i at hjælpe patienter med selvmord,« siger Svend Lings.
Svend Lings ønsker ikke at komme ind på hvornår og i hvilke forbindelser, han har hjulpet patienter med at begå selvmord. Han mener, at det er afgørende, at det ikke er ham, der giver patienten den dødelige dosis, men at han udelukkende tilvejebringer medicinen, som kan bruges til at begå selvmordet med. Det endelige valg er patientens.
»Det er en god løsning, at patienten selv gør det, for så er det sikkert, at det er alvorligt ment. Desuden er det selvfølgelig meget vigtigt for mig, at patienten er alvorligt syg, og at alle behandlingsmuligheder er udtømte,« siger Svend Lings og tilføjer, at han altid indhenter helbredsoplysninger.
Da Lægeforeningen for kort tid siden holdt årsmøde, skrev de ind i deres nye etiske principper, at læger ikke må deltage i assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp, men det gør ikke indtryk på Svend Lings.
»Læger har altid været konservative. De var også engang imod abort,« siger han.
Fjern forbuddet
I en undersøgelse lavet af Kristeligt Dagblad blandt 410 læger, svarede 82 procent af lægerne da også, at de er imod aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Omvendt ser det dog ud i befolkningen, her er der bred opbakning til at afskaffe forbuddet mod assisteret selvmord blandt 72 procent af danskerne, ifølge en Yougov-undersøgelse fra 2017. Den brede opbakning mærker Svend Lings også personligt.
»Jeg får nærmest kun positive tilkendegivelser, også fra min familie og min omgangskreds får jeg masser af opbakning,« siger Svend Lings.
Svend Lings har ikke hele sit lægeliv været sikker på at assisteret selvmord var rigtigt.
»Det er en holdning, der er modnet gennem en årrække. Jeg har set så mange mennesker lide, og hvis de har prøvet alle relevante behandlinger og man ikke kan gøre mere for dem, så er tvivlen så lille, at jeg mener, at folk selv må bestemme,« siger Svend Lings.
Svend Lings mistede sin autorisation i 2017, som en følge af at han offentligt fortalte om, at han havde været med til at yde assisteret selvmord. Men selvom han ikke længere kan udskrive medicin, så får han stadig mellem en og fire henvendelser om ugen fra mennesker, som ønsker hans hjælp til at begå selvmord. Han har fundet en ny måde at hjælpe disse mennesker på.
»Jeg har undersøgt, hvilken almindeligt tilgængelig medicin, man kan bruge til at begå selvmord med, og så lavet en vejledning i det,« siger han.
På netværket Læger For Aktiv Dødshjælps hjemmeside kan man derfor finde en liste med omkring 300 medikamenter, som man kan bruge til at begå selvmord med. Der står også hvordan man skal tage medicinen, og hvor stor en dosis.
Når man hjælper folk med selvmord, risikerer man så ikke at skubbe til nogle mennesker, som egentlig ikke vil begå selvmord, men som ønsker i mindre grad at ligge deres pårørende til last og derfor vælger selvmordet?
»Det er et argument, man tit hører fra modstanderside. Men jeg tror ikke, det spiller nogen større rolle i virkelighedens verden. Jeg har i hvert fald aldrig kunnet finde beskrivelser af at nogen er blevet presset til selvmord, selvom aktiv dødshjælp er lovligt i sytten forskellige lande,« siger Svend Lings.
Svend Lings har i fem år arbejdet på at skubbe til debatten om aktiv dødshjælp i Danmark. Han har skrevet en bog om emnet og debatindlæg, han har holdt foredrag og senest brugt sig selv i så høj grad, at han nu risikerer fængselsstraf.
»Jeg håber på, at vi kan ændre straffeloven, så alvorligt syge mennesker kan få hjælp til at dø hvis det er hvad de ønsker. Det breder sig lige så stille rundt omkring i verden, og jeg tror ikke, det varer særlig længe, før det også når til Danmark«.