Han var ansigtet på det islandske boom, der indtil det økonomiske kollaps i 2008 blev hyldet som en regulær konge af detailhandel.

Jon Asgeir Johannesson og familiefirmaet Baugur Group er efterfølgende faldet fra tinderne. Baugur Group gik konkurs i 2009, og i 2010 blev Johannesson og resten af Baugur Group sagsøgt af boet i den krakkede Glitnir Bank.

Nu er Jon Asgeir Johannesson så blevet sigtet for sin rolle i Glitnir, skriver The Guardian. De islandske myndigheder har sigtet Johannesson for at have udøvet uhensigtsmæssig indflydelse på banken op til kollapset. Glitnir havde udstedt lån til Baugur Group og andre Johannesson-selskaber på 1,5 mia. euro, samtidig med selskaber under Baugur Group også var storaktionær i banken.

Jon Asgeir Johannesson og Baugur Group, der blev grundlagt af faderen Johannes Jónsson, gjorde sig bemærket langt uden for Islands grænser. Han investerede blandt andet i prominente britiske detailkæder som House og Fraser og Woolworths. Herhjemme nåede Baugur Group at eje blandt andet Magasin Du Nord, Illum og elektronikkæden Merlin. Selskabet investerede desuden med store tab til følge i den kuldsejlede gratisavis Nyhedsavisen.

I 2010 offentliggjorde en islandsk kommission en kulegravning af forløbet op til kollapset af landets økonomi. Om Baugur og det delvist Baugur Group-ejede ejendomsselskabs FL Groups engagement stod der i rapporten:

"En ændring skete i Glitnirs kreditfaciliteter til Baugur og relaterede parter efter en ny bestyrelse overtogt Glitnir i foråret 2007. Den nye bestyrelse overtog alle anparter relateret til Baugur, og FL Group øgede betydeligt sin aktieandel i banken."

Sammen med Jon Asgeir Johanneson er også den tidligere direktør i Glitnir Bank Larus Welding anklaget af den islandske specialanklager Olafur Hauksson, der er sat i spidsen for en række sager, der udspringer fra kollapset af den islandske økonomi i 2008.

Både Johannesson og Welding, der begge bor i London, benægter beskyldningerne, skriver The Guardian. Johannesson har efter Baugurs konkurs genoptaget erhvervskarrieren, kunne Business Week tidligere i år berette. Han planlægger at genstarte sit detailimperium gennem investeringer i internethandel.