Som statsminister har Helle Thorning-Schmidt (S) skullet holde mange vigtige taler. Alligevel er den nytårstale, hun 1. januar 2015 skal holde for den danske befolkning, måske den vigtigste af dem alle. Det er nemlig med sikkerhed den sidste af slagsen, inden hun senest i september skal søge en fornyelse af det mandat til at lede landet, som hun fik ved valget i 2011.

Den årlige nytårstale er et helt unikt format for en toppolitiker. Det hører til sjældenhederne, at man har mulighed for at tale direkte og uden afbrydelse til så bredt et udsnit af den danske befolkning. Og derfor er det også en oplagt mulighed for at cementere sin position som regeringschef samt at hæve sig op over de daglige trakasserier på Christiansborg for at fortælle en lidt større og sammenhængende historie om, hvad man vil med Danmark.

Alt det vil statsministeren da også gøre med sin tale i dag. Ord som »fællesskab«, »tryghed«, »velfærd« og »Danmark« vil vanen tro optræde adskillige gange i løbet af det omtrentlige kvarters alenetid med danskerne, som hun har til rådighed. Flere gange formentlig ud fra et meget personligt udgangspunkt. Thorning har således flere gange i sine tidligere nytårstaler taget afsæt i sit eget liv, sine egne erfaringer og sin egen familie,

Vigtigt for hende vil det dog også være at forsøge at binde en sløjfe på sine mere end tre år som leder af en regering, der har gennemført en stribe upopulære reformer af brede velfærdsområder såsom kontanthjælpen og SUen. Ofte med store problemer og vælgerprotester som en direkte konsekvens.

Derfor vil statsministeren endnu en gang forsøge at etablere en rammefortælling, der skal begrunde de mange svære beslutninger. En fortælling der går på, at regeringen har taget hånd om krisen for at sikre danskernes velfærd og job, og at der af den grund er lys at ane for enden af den krise, der har været allestedsnærværende i mere end fem år.

Samtidig vil statsministeren foregribe anklagerne om, at regeringen er gået i stå, at regeringsgrundlaget er udtømt, og at hun derfor lige så godt kan udskrive valget med det samme. Hvilket formentlig vil ske ved at bebude et eller flere politiske projekter for regeringen i det kommende år for at signalere, at man stadig har noget på hylderne.

Til sidst vil Thorning bruge talen til at trække nogle fronter op mod de blå partier frem mod valget. Noget der eksempelvis kan ske ved at adressere den nulvækst, også kaldet udgiftsstop, i den offentlige sektor, som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har gjort til en af sine prioriteter, hvis han formår at vinde de berømte nøgler til Statsministeriet tilbage igen.

På den måde vil nytårstalen være et forvarsel om den politiske skabelon, som Helle Thorning-Schmidt vil læne sig op ad, indtil vælgerne igen skal til stemmeurnerne. Der vil være noget, der kigger tilbage, noget, der kigger frem, og noget, der kigger skævt til de politiske hovedmodstandere.

Det store spørgsmål er så, om talen kan gøre nogen grundlæggende forskel for den tilslutningskrise, som regeringen befinder sig i. Det klart mest sandsynlige svar er nej. Selv om nytårstalen er en vigtig begivenhed for statsministeren, der måske kan give noget medvind og styrke hendes popularitet hos vælgerne, vil den næppe være noget markant vendepunkt på sigt.

»Til det er vores problemer simpelthen for store,« som en kilde i regeringstoppen bemærker.