Det kan komme på tale at tage politiske skridt i kølvandet på Se og Hør-skandalen. Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der samtidig er pressens minister, til DR Nyheder.

»Det er en særdeles alvorlig sag, som nu oprulles, og så må vi overveje, om der er behov for yderligere tiltag,« siger hun.

Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at konkretisere, hvilke skridt der kan blive nødvendige.

»Jeg tror ikke, at tiden er til at gå ind i det. Først og fremmest er det en sag for politiet. Som jeg forstår det, så tager politiet den her sag meget alvorligt. Og det skal det også. Det er en meget alvorlig sag,« siger hun.

De seneste dage er det kommet frem, hvordan ugebladet Se og Hør angiveligt over en årrække mod betaling har skaffet sig adgang til kendte og kongeliges dybt fortrolige kreditoplysninger. Onsdag sendte både Se og Hør og Billed-Bladet medarbejdere hjem som følge af afsløringerne.

Samtidig har mindst 16 Se og Hør-medarbejdere, blandt andre de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, ifølge BT været fuldt ud vidende om den omfattende og systematiske overvågning.

Se og Hørs tidligere nyhedschef Lise Bondesen stod torsdag frem i Ekstra Bladet, hvor hun fortæller, hvordan Se og Hør i flere år benyttede sig af en hemmelig kilde, der kunne skaffe kreditkortoplysninger om kendte danskere, og at tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup var hjernen bag det hele.