Hvem bliver den næste?
Sådan spørger mange i SF, efter at Ida Auken har sluttet sig til den lange række af yngre talenter, som har valgt at forlade det kriseramte og kuldslåede venstrefløjsparti.
Ser man hen over rækken af afhoppere, er der næppe tvivl om, at netop Ida Aukens faneflugt gør ekstra ondt på de tilbageblevne SFere.
For det første har hun fra sin position som miljøforkæmper holdt fast i en grøn dagsorden, som mange SFere over hele landet har kunnet spejle sig i, mens de ofte har haft uhyre svært ved at forstå den politik, som andre af partiets ministre er blevet tvunget til at følge i SRSF-regeringen. Af samme grund har Ida Auken været en af de suverænt mest populære ministre internt i SF. Ikke så få partifæller har samtidig solet sig i Ida Aukens landspolitiske popularitet, for hun har næsten konsekvent ligget højt på listerne, når danskerne har skullet uddele karakterer til ministerholdet. Kort sagt har hun været en af regeringens – og en af SFs – få stjerner. Også selv om hun i perioder har været usynlig i mediebilledet.
For det andet tilhører Ida Auken en af landets mest kendte politiske dynastier. Hun er næsten født ind i SF, hvor hendes mor, Margrethe Auken, har været aktiv i en menneskealder, og hvor hendes søster, Kirsten, en overgang også var stærkt engageret.
Netop dette slægtskab var med til at åbne døre for Ida Auken, da hun første gang stillede op, og når hun nu vælger at bryde med SF, kan det derfor næsten sammenlignes med et menneske, som vender sin egen SF-familie ryggen – sådan vil en del SFere føle det lige nu.
Chokket i partiet bliver ikke mindre af, at SFerne lige har været vidner til, at også Astrid Kragh har valgt at tage flugten fra sit gamle parti for at melde sig ind hos Socialdemokraterne. Dermed mistede SF en politiker, som for blot halvandet år siden gerne ville have været formand for partiet, og som oven i købet fik Villy Søvndals fulde velsignelse.
Nu smutter den Ida Auken, som rent faktisk i dag ville have haft rigtigt gode chancer for at blive en ny SF-leder, hvis hun da ellers havde ønsket det, og hendes afgang er derfor med til at cementere billedet af et parti, der i uhørt grad er kriseramt, og som talenterne ikke længere gider.
At Ida Auken vælger Det Radikale Venstre som sit nye hjemsted vil givetvis overraske mange. De fleste ville nok have gætter på, at hun også ville søge til Liste A, som familien Auken også har sat sit store præg på. Som bekendt var hendes onkel, Svend Auken, formand for Socialdemokratiet, indtil han blev væltet i et brutalt formandsopgør i 1992.
Når Ida Auken ikke går til S – som de andre unge SFere – skyldes det næppe vrede over den behandling, som Svend Auken fik af sine partifæller, for hun ved godt, at de Radikale var med til at underminere Svend Auken. Nej, svaret er, at Ida Auken har været en af de SFere, som mest ihærdigt har støttet regeringens reformkrus, ligesom hun i sin miljøpolitik har været optaget af at kombinere hensyn til miljøet med muligheden for at opbygge en dansk industri, der kan levere grønne løsninger til resten af verden.
I det hele taget har hun været stålsat i sit forsvar for den linje, som førte SF frem til regeringsansvaret.
Man kan i dag konstatere, at SF som parti ikke kunne holde til at bære ansvaret, mens Ida Auken kan og vil. Hun ønsker at levere resultater – også gennem svære kompromiser – i stedet for at stå på sidelinjen med de rigtige meninger.
Når hun vælger de Radikale, understreger hun viljen til indflydelse, men hun gnider samtidig en ladning salt i såret hos SFerne, for i partiet ser mange netop Margrethe Vestager som medskyldig i SFs fiasko. Mere end nogen anden er det den radikale leder, der har dikteret linjen i de reformer, som har været med til at knække ryggen på SF.
For SF synes fortrædelighederne lige nu uden grænser. Det historiske indtog i regeringen er endt i et nederlag uden sidestykke, og meget tyder på, at partiets massive krise vil fortsætte. Her og nu venter et svært formandsvalg, der meget vel kan udvikle sig til et ondt opgør mellem partiets fløje. Dernæst venter en genopbygning, hvor partiet får mere end svært ved at konkurrere med Enhedslisten, der suverænt sidder på tronen som venstrefløjens største parti.
Ida Aukens flugt forstærker indtrykket af, at SF i løbet af forbløffende kort tid har fået ødelagt sin position og har mistet en stor del af de talenter, som ellers var udset til at skulle føre partiet sikkert ind i fremtiden.