Med elendige målinger i ryggen og udsigt til nederlag ved kommunevalget støver Thorning klassiske mærkesager af og vil være gode venner med fagbevægelsen, siger Thomas Larsen.
»Kampen mod social dumping er en gammel socialdemokratisk mærkesag. Når den støves af nu, skyldes det selvfølgelig, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har et voldsomt behov for at få vendt målingerne og især stoppet Dansk Folkepartis fremgang. Hun kan ikke holde til at sidde med hænderne i skødet, mens DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, tiltrækker frustrerede S-vælgere. Derudover er hun nødt til at skabe en offensiv forud for kommunevalget i november, hvor Liste A risikerer at lide et nyt nederlag.«
Sådan lyder vurderingen fra Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter at statsministeren har gjort det klart, at hun vil igangsætte en offensiv mod social dumping i bl.a. transport- og servicesektoren. Thorning varsler således højere bøder til lavtlønnede, udenlandske chauffører, der opererer ulovligt i Danmark, ligesom hun bebuder flere kontrolbesøg i rengørings- og restaurationsbranchen. Thornings offensiv blev symbolsk sat i gang onsdag morgen, hvor hun tog på kontrolbesøg på en byggeplads i København sammen med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
»Thornings offensiv har den fordel, at den rent faktisk flugter med klassisk socialdemokratisk politik, og det vil være et godt signal at sende til de mange tusinde S-vælgere, som i lang tid ikke har kunnet genkende deres parti, og som længe har været frustreret over Thornings løftebrud. Hun kan også vente at få varm støtte fra fagbevægelsen, som ellers har været rasende over flere af regeringens reformer. Endelig skal man lægge mærke til, at hun allierer sig med en af Socialdemokratiets stærkeste og mest populære ministre, nemlig Mette Frederiksen, som skal være med til at skærpe kampen mod social dumping og dermed trække Thorning frem,« lyder det fra Thomas Larsen.
Om offensiven vil lykkes, er han mere i tvivl om, for mange af de S-vælgere, som er gået til DF, bliver svære at hente hjem.
»Historien viser, at de frafaldne S-vælgere ofte fastholder deres støtte til Dansk Folkeparti, når de først har forladt deres gamle parti. Derudover risikerer Thorning, at en del vælgere vil reagere afventende på hendes offensiv, eftersom hun så længe har vendt klassiske socialdemokratiske mærkesager ryggen og svigtet vælgernes tillid med sine kursskift siden valget. Jeg tror, at det vil kræve et meget stort og langvarigt reparationsarbejde for hende at få genoprettet vælgernes tillid, men med støtte fra fagbevægelsen og Mette Frederiksen bliver hendes udgangspunkt i det mindste en smule bedre.«