Modsat det øvrige boligmarked er antallet af handlede villalejligheder faldet, hvis man sammenligner første halvår af 2017 med samme periode sidste år. Forklaringen skal findes i rentedykket tilbage i 2015.

Mens boligmarkedet syder og antallet af huse, lejligheder og sommerhuse, der skifter ejer, er på en konstant opadgående kurve, ser det en smule anderledes ud for villalejlighederne. I løbet af årets første seks måneder blev der solgt 277 stk, og det er et fald på fem pct. sammenlignet med første halvår af 2016.

Renten fik betydning

Ser vi tilbage på udviklingen i salget af villalejligheder hen over de seneste år, toppede antallet af handler i 2015 med 334 solgte emner.

»Netop i 2015 faldt renten gevaldigt, hvilket fik boligpriserne, herunder priserne på villaer, til at stige. En konsekvens blev blandt andet, at flere begyndte at orientere sig mod villalejlighederne frem for enfamiliehusene. Sidste år tog salget et lille, naturligt dyk, og samme tendens ser vi igen i år,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk. Laver man en fritekstsøgning på villalejligheder på Boligsiden.dk, får man lige nu over 180 søgeresultater, hvoraf den dyreste bolig i kategorien er en knap 200 kvm stor villalejlighed på Frederiksberg til 10,8 mio. kr.