Det TDC-ejede etniske mobilselskab, HEYmobile, opgiver nu ævred, drejer nøglen om og giver kunderne pengene tilbage. Det sker blot et år efter at HEYMobile slog dørene op i juni sidste år som det første lavprisselskab, som TDC nogensinde selv har startet op.
HEYmobile skulle ellers have været konkurrent til det britisk-ejede Lebara, der med et par hundredetusinde kunder har specialiseret sig i billige udlandssamtaler - blandt andet til de lande, mange danske indvandrere stammer fra, og derfor ofte ringer til.
Her mente TDCs privatkundechef, Anders Jensen, at der var behov for at trykprøve en idé om at benytte TDCs stordriftsfordele til at presse priserne på netop denne slags telefonopkald sydover, men eksperimentet slog fejl, og TDC lukker nu selskabet.
Kunder, der har taletid til gode hos HEYmobile, kan ringe videre indtil 1. juli, hvorefter taletiden udløber. Man kan også vælge at få pengene tilbage, hvis man registrerer sig via selskabets netsted.
Allerede ved åbningen betegnede TDCs privatkundechef projektet som et eksperiment, der ret hurtigt ville blive sløjfet, hvis der ikke var efterspørgsel efter det.
»Der går ikke så lang tid. Det tager enten af ganske umiddelbart - eller slet ikke. Så i løbet af seks måneder kan vi vurdere det,« sagde TDCs privatkundechef til Berlingske sidste år.
TDC ejer i forvejen både Telmore, Onfone og lagde for nylig lavprisselskabet M1 ind under Fullrate - en manøvre, der skete fordi TDC ønskede at rydde op i de mange brands, som selskabet efterhånden drev. I samme forbindelse blev Onfone en del af YouSee.
