Seks unge mænd deler et værelse på et nedlagt hotel i Hillbrow, Sydafrika. De forsøger sig med uddannelser, laver musik og skriver, småskændes, fester, scorer, drikker og hutler sig gennem tilværelsen. De lever tæt, elskov foregår, mens de øvrige beboere er til stede, de deler noget af det lidt, de har, men ikke alt. Lejligheden falder fra hinanden, og fugten driver på badeværelset, for lader de vinduet stå åbent, bliver deres shampoo stjålet.
Som man fornemmer er Kgebetli Moeles debutroman, »Værelse 207«, rå realisme af den slags, der hverken ønsker at romantisere eller fordømme, men som forsøger at lade virkeligheden fremstå, som den nu engang er. Det er klart nok post-apartheid-Sydafrika, der er i søgeren, selv om der kun er ganske få referencer til det politiske undervejs. Kgebetli Moele fokuserer på de menneskelige konsekvenser hos unge, der egentlig har et stort potentiale, men som ikke kan få det udfoldet. De fanges i frustrationerne ved at være misfits på de universiteter, de optages på, og i kampen for at skaffe penge nok til at overleve.
Skildring af venner
Kgebetli Moele gør en del ud af at få skildret forskellighederne mellem de seks venner: D’nice er superintelligent og en musisk begavelse, zulu-boy temperamentsfuld og (som alle zuluer, hævder fortælleren) voldelig. Modishi kaldes af de andre Johannes Døberen på grund af hans stærke samvittighed, og han har det svært med, at hans kæreste vælger at abortere i stedet for at få børn med ham. Flere af de andre har børn rundt omkring i byen.
»Værelse 207« er skrevet uden et overordnet, sammenbindende plot, og man præsenteres undervejs for en stribe lokalt optrædende bipersoner. Den slags kan jo sagtens fungere, men i dette tilfælde kniber det lidt med at holde læserens interesse fanget undervejs. Bevares, der er tale om en debutroman, og Moele har helt klart et fortællertalent. Ikke desto mindre fremstår bogen som helhed som temmelig ujævn, og man savner en klarere retning for det hele.
Også Victoria Ellen Gibsons oversættelse lader sig bedst karakterisere med ordet »ujævn«, for selv om hun fint fanger den særlige gnist, der tændes af den hyppige brug af anden-person som fortælleform, så er der andre passager, hvor oversættelsen virker træg. Og så skal hun vide, at »stipendiat« ikke er noget, man får, men betegner den person, der har fået et stipendium!
Forfatter: Kgebetli Moele.
Titel: »Værelse 207«. Oversat af Victoria Ellen Gibson. Omfang: 260 sider. Pris: 248 kr.
Forlag: Jensen & Dalgaard.