De, der lytter til klassisk musik, har traditionelt været tøvende med at tage de nye digitale musiktjenester til sig. Mens cirka 80 procent af al rytmisk musik i dag formidles digitalt, er forholdet nærmest det modsatte, når det kommer til den klassiske musik.

Her foregår cirka 70 procent af salget stadig i fysisk form som CDer eller LPer.

Men nu sker der noget. Stadig flere klassiske lyttere dropper besøget i den lokale pladebutik og går i stedet direkte på nettet og enten streamer eller downloader deres nye Brahms, Mahler eller Nielsen.

Klassisk streames især hos WiMP

Ifølge Mads Grimstad, chef for klassisk og marketing hos Universal Music, der repræsenterer store klassiske musikudgivere som Deutsche Grammophon og Decca, flyttes cirka fem procent af det klassiske musiksalg hvert kvartal fra fysiske udgivelser til streaming eller download.

»Streaming er blevet hvermandseje, også den ældre generation kan forholde sig til det,« siger han.

Udviklingen er imidlertid især båret frem af én enkelt aktør på markedet, streamingtjenesten WiMP.

For et år siden lancerede tjenesten det nye format WiMP hi-fi i såkaldt »lossless« lydkvalitet, som egner sig særligt godt til klassisk musik, og kort efter ansatte man en klassisk redaktør, Morten Ernst Lassen, til at kuratere det klassiske indhold.

»Streamingmarkedet som helhed er steget med 44 procent i 2014, men den klassiske musik er hos os steget mere end fire gange så meget,« siger Morten Ernst Lassen.

»Det fortæller os, at vores strategi med at fokusere på forskellige genrer skaber interesse. Det er også interessant, at det inden for WiMP-universet er lykkedes os at flytte rigtig mange brugere, der ikke havde hørt klassisk musik før.

»Concierge-service« for nye lyttere

Morten Ernst Lassen ser det som sin vision at få flere mennesker til at lytte til klassisk musik, og han betragter sin kurator-rolle som den slags »concierge-service«, man finder på bedre hoteller.

»Sådan én, der kan anbefale den gode restaurant eller teaterforestilling, der passer lige præcis til den enkelte gæsts behov. Den type musiktjeneste vil vi gerne være. Klassiske lyttere er jo vidt forskellige, nogle kender musikken i forvejen og går til koncert flere gange om ugen. Andre kan godt lide musikken, men ved ikke rigtig, hvor de skal begynde. Dem vil jeg gerne tilbyde en enkel måde at komme i gang på,« siger han.Morten Ernst Lassen tilføjer, at hans playliste med personlige favoritter røg ind på topti over WiMPs mest lyttede playlister overhovedet.

Kurateringens betydning skal ikke mindst ses i lyset af, at store streamingtjenester som WiMP og Spotify råder over flere end 25 millioner forskellige numre.

»Det er som at komme ind i en pladebutik, hvor alle de album, der nogensinde er udgivet i verden, står på hylderne,« siger Mads Grimstad.

»En streamingtjeneste som WiMP tager dig i hånden og siger, hvad du skal lytte til, på samme måde som i en pladebutik.«

Men hvis man skal have hjælp til at finde ud af, hvilken musik man skal høre, hvorfor så ikke bare holde sig til den gammeldags pladebutik?

Meget musik udgives kun digitalt

»Meget musik udgives slet ikke i fysisk form mere,« siger Lasse Lindholm, der er kommunikationschef i musikselskabernes brancheorganisation, IFPI.

»I første halvår af 2014 udgjorde CDer og vinyl kun 18 procent af samtlige udgivelser, og mange butikker lukker, fordi kunderne flytter til de digitale platforme,« siger Lasse Lindholm.

Hidtil har det ikke mindst været lydkvaliteten, der har holdt dem, der lytter til klassisk musik, og til en vis grad også jazzlytterne fra at streame deres musikforbrug.

.»Derfor er det meget spændende, at WiMP nu er kommet med en lydkvalitet, så også klassiske lyttere kan se en fordel i at streame,« siger Lasse Lindholm, mens Universals Mads Grimstad vurderer, at WiMPs hi-fi-kvalitet »fuldstændig matcher CD-lyd. Alle andre tjenester kan kun tilbyde en fjerdedel af den kvalitet«.