Vækst er altid på dagsordnen. Det gælder uanset, om man er politiker, eller om man er topleder. Det er nødvendigt at sikre bundlinje. Hvis den udebliver, rådner både virksomhed og samfund på et eller andet tidspunkt.

To professorer fra hver side af Atlanterhavet har skrevet bogen »Build, Borrow or Buy« om, hvordan virksomheder kan få besvaret spørgsmålet, som en CEO altid kæmper med; hvordan kan min virksomhed få vækst?

Det er en klassisk bog fra Harvard Business Review Press. Forfatterne Laurence Capron og Will Mitchell har gennemført en række studier af- og interview med virksomheder, som har opnået vækst. De har alle fået det samme spørgsmål – hvordan - hvorefter deres svar er sammenholdt med udviklingen i omsætningen.

Det er der ingen overraskelser i. På de lidt flere end 200 sider finder de svaret på, hvorvidt det bedst kan betale sig at vokse ved egen kraft, om man skal indgå i en form for alliance, eller om man skal bliver nødt til at vælge en sammensmeltning.

Fusioner som erhvervslivets doping

Eksekvering er det mest moderne ord lige nu – logisk nok. Der er ikke tid til at høre på mere vrøvl og varm luft fra konsulenter, marketingafdelinger og andre stabe, der ofte kæmper en hård kamp for at vise deres eget værd. Resultaterne tæller mere end nogensinde før, hvorfor det er nødvendigt at have et fast blik på bundlinjen, når der skal skabes vækst.

Et hurtigt trick til at opnå hurtig vækst er at gøre som utålmodige bodybuildere; de kaster sig over anabolske steroider, som kan få musklerne til at svulme op, så de kan imponere på stranden. For topcheferne er det fusioner og overtagelser, der er dopingmidlet til at skabe væksten.

Desværre er det lige så farligt som for bodybuilderne, der bliver ramt af impotens og mental ustabilitet. 70 procent af alle fusioner lever ikke op til de mål, der bliver fastlagt ifølge »Build, Borrow or Buy«, og det er alt for ofte topchefens forfængelighed, der er motoren i ønsket om at gennemføre fusioner.

Det er ikke en af de største bøger, der er udgivet på Harvard Business Review Press’ fornemme forlag med udgangspunkt i Boston. Det er god og funktionel læsning. Men ikke mere end det.

Styrke i de sidste kapitler

»Playing to win« er skrevet af en utraditionel duo; Den tidligere topboss A.G. Lafley fra Procter & Gamble har sat sig sammen med Roger L. Martin fra Rotman School of Management. Sammen har de udkrystalliseret næsten 300 sider om, hvordan strategi skal føres ud i livet. Det er der kommet en lidt blandet bog ud af. Alligevel er der roser fra vores lokale ledelsesikon Jørgen Vig Knudstorp fra LEGO, Jack Welsh fra den store internationale scene samt en række andre stjerner fra forreste række inden for ledelse.

Der er således skruet helt op for forventningerne. Desværre bliver de ikke helt indfriet. Der er for meget snak, og ikke mindst fylder Proctor & Gamble lidt for meget. Ikke overraskende med den ene medforfatters karriere.

Til gengæld er der styrke at hente i de to sidste kapitler. Skåret helt ind til benet er de hele bogen værd. Her viser forfatterne, sandsynligvis Roger Martin, at der er akademisk tænkning bag bogen, således at det ikke bare er varm luft.

En del af de teorier, der bliver taget i brug, svæver ikke særligt højt. Michael Porters konkurrencestrategier og klassiske analyser er kendt stof, men stadig anvendelige i praksis på trods af mange forsøg på at myrde teorierne, som er udviklet i slutningen af 1970erne i eksamenslokalerne på handelshøjskolerne.

Bogens mest værdifulde bidrag er en simpel model for strategiimplementering. Der er fem trin, der består af spørgsmål, der skal besvares; enkelt og klar til eksekvering. Sådan skal det være.

De to bøger er forskellige, men henvender sig til den samme målgruppe; dem der sidder i hjørnekontoret. Her kan det være godt at starte med »Build, Borrow og Buy«, der handler mere om, hvad strategien skal, mens »Playing to Win« har mere fokus på eksekvering. Men strategien er med. De to bøger har således en stor fællesmængde.

Læs dem begge og bliv meget klogere.

Build, Borrow or Buy
Laurence Capron & Will Mitchell

Harvard Business Review Press
208 sider

33,00 US-dollars
Score; *** **

Playing to win

A.G. Lafley & Roger Martin
Harvard Business Review Press

272 sider
27,00 US-dollars
Score; ** **