Christian Eriksen var helt uden for truppen, og Daniel Agger sad på bænken i hele opgøret, da Liverpool ydmygede Tottenham med 5-0 på White Hart Lane.
Liverpool kunne mindske Arsenals forspring i toppen af Premier League til kun to point med en sejr over Tottenham, og den mulighed ville 'The Reds' ikke gå glip af.
Liverpool kom flyvende ud af starthullerne, og specielt Raheem Sterling viste storspil på højrekanten.
Efter 18 minutter bar den gode start frugt, da Jordan Henderson erobrede bolden i Tottenham-feltet og spillede Luis Suárez fri. Uruguayaneren snød en forsvarsspiller og kunne sende udeholdet i front 1-0.
Liverpool forsatte det gode spil og ramte senere i halvlegen overliggeren på Hugo Lloris' mål.
Fem minutter før pausen var Henderson og Luis Suárez igen i fokus foran mål, da førstnævnte blev spillet helt fri foran mål, men missede. Suárez fulgte op, men brændte også, inden bolden igen røg ud til Jordan Henderson, som endelig kunne putte bolden i mål til 2-0.
I slutningen af de første 45 minutter følte Tottenham sig bortdømt, da de fik et mål underkendt, hvor Soldado gik i ryggen på Mignolet i Liverpool-målet.
Liverpool fortsatte det gode spil i anden halvleg, og bare fire minutter efter pausen headede Sakho på overliggeren.
Efter 64 minutter var der mere dramatik, da Tottenhams Paulinho fik direkte rødt kort for at stemple Luis Suárez i brystet. En mand i overtal tilspillede Liverpool sig flere muligheder, og Jon Flanagan afgjorde reelt kampen, da han scorede til 3-0 med et kvarter igen.
Luis Suárez var dog ikke færdig, og til slut blev han dobbelt målscorer i kampen. Raheem Sterling nåede også at komme på tavlen, da han kronede en flot indsats med målet til 5-0.
Med sejren og de tre point er Liverpool på andenpladsen i Premier League - kun to point efter Arsenal. Tottenham derimod er placeret i det store felt af efterfølgere på en 7. plads.