Voldsomme regnbyger natten til torsdag har sat flere dele af Nordjylland under vand, flere bilister har siddet fanget i vandmasserne, og to biler har været involveret i uheld på grund af vandet.
»Vi vil gerne advare bilister om at køre under viadukter og i egne, hvor vejene ligger lavt. Det er særligt slemt syd for Brønderslev og nordpå i Vendsyssel. Flere steder er der op til 10-30 cm vand, og derfor opfordrer vi alle bilister til at køre forsigtigt,« siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Lige nu sidder der fire biler fast i vandet på Ringvejen i Hjørring ved Jernbaneviadukten, og en bil er strandet i vandet på Jernbanegade i Brønderslev ved Jernbanebroen.
To steder har vandet ført til uheld. På Motorvej E39 i sydlig retning ved Vrå sidder en bil fast i større sø af vand efter et uheld, og også i nordgående retning på samme motorvej er en bil forulykket.
»Der er sket materiel skade på bilerne, men heldigvis har vi ingen personer, der er kommet til skade,« siger vagtchefen.
Udover syd for Brønderslev og nordpå i Vendsyssel, advarer politiet specifikt om større mængder vand ved Sæbygårdsvej i Sæby.
»Vi får et hav af henvendelser om oversvømmede kældre og biler. Falck står til at få en travl dag,« forudser vagtchef Per Jørgensen.
Politiet opfordrer trafikanterne til at holde øje med nyhedsmedier og politiets meddelelser via blandt andet Twitter i løbet af dagen, hvor DMI har lovet mere regn til det nordjyske.
»Vi har tæppebombet med meddelelser hele morgenen, så vi håber, at folk tager vores advarsler til efterretning og kører pænt,« siger vagtchefen.
I alt nåede der er at falde mellem 25 og 30 mm regn på seks timer i Nordjylland, og prognoserne fra DMI lyder på flere regnbyger i løbet af torsdagen.