Terma skal levere dele af kompositmateriale til hi-tech-jagerflyets højderor, og den aftale - der løber indtil 2019 - har en værdi af 95 millioner dollar (520 mio. kroner), skriver Terma på sin hjemmeside.

Ordren kommer som opfølgning på en lignende aftale mellem partnerne, der blev offentliggjort i september. Her havde aftalen en værdi af 97 millioner dollar.

Terma har været inde over arbejdet med at skabe den næste generation af kampfly, siden arbejdet gik i gang i 2000. I 2006 blev den første ordre mellem Lockheed Martin og Terma underskrevet.

Joint Strike Fighter, også kendt som F-35, er en af de flytyper, som regeringen ser på i forbindelse med, at de danske F-16-jagerfly skal udskiftes inden for en årrække. Pt. ser det ud til, at regeringen har tre flytyper at vælge imellem - deriblandt F-35.