Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har fået verdens største private jetfly, en Boeing 747-8, i gave. Den glade giver er Qatars sheik, Tamim bin Hamad al-Thani.

Flyet skal have kostet omkring 400 millioner dollars (2.552 millioner kroner, red.), og gaven skyldes al-Thanis »særlige kærlighed til Erdogan«, beretter den tyrkiske TV-station, TRT Haber.

Flyet står i dag i Istanbuls Sabiha Gokcen-lufthavn, men tidligere har det været en del af Qatars eksklusive Amiri Flight, som udelukkende servicerer den kongelige familie i emiratet og familiens inderkreds af rådgivere og ministre.

En Boeing 747-8 er med sine 76 meters længde godt fem en halv meter længere end vores alle sammens jumbojet, 747. Og måske nok så vigtigt: Det er også større end den amerikanske præsidents fly, Air Force One, som er en modificeret Boeing 747-200.

Flyet vil i en typisk konfiguration kunne rumme op til 467 passagerer. Men den særligt brede udgave, som nu er overdraget til præsident Erdogan, er indrettet til højst at kunne medbringe 76 passagerer og 18 besætningsmedlemmer. Til gengæld er flyet udstyret med repræsentationslokale, flere lounges, møderum og tilmed et hospital. Og så har vi endda glemt det store soveværelse med dobbeltseng.

Det nye fly føjer sig til flåden på seks andre jetfly og tre helikoptere, som den tyrkiske statsledelse råder over.