Det længe ventede opsving i dansk økonomi, som gerne skulle kaste masser af nye job og større velstand af sig kan være på vej. Pludselig pibler det i hvert fald frem med små men sikre tegn på, at det lysner lidt ude i horisonten. Forbrugernes syn på både deres egen og landets økonomi skyder eksempelvis i vejret med den største fart i mange år, viser nye tal fra Danmark Statistik. Det gør det mindre nødvendigt at lempe finanspolitikken, sådan som de økonomiske vismænd ellers har anbefalet, men som Danmark Nationalbank, OECD og regeringen har afvist som en god idé.

Se også: Tre tegn på at opsvinget er på vej

»Det er den ubetinget mest positive danske økonomiske nyhed, vi har set i meget lang tid,« siger seniorøkonom i Jyske Bank Niels Rønholt.

»Det kan være begyndelsen på den vending, der er blevet spejdet efter længe,« lyder det på tilsvarende vis fra Frederik I. Pedersen fra AE-rådet.

Han tilføjer, at virksomheder og private gennem længere tid har sparet gigantiske summer op, men at lysten til at forbruge og investere er blevet holdt nede af manglende tillid til fremtiden.

»Men på det seneste er omtalen af ordet »krise« og »gæld« taget betydeligt af i danske medier. Det viser vores optællinger, og det kan måske være en medvirkende årsag til, at forbrugerne begynder at se lidt mere lyst på fremtiden,« siger han.

Cheføkonom Kai Lindberg fra Lån & Spar Bank advarer dog mod, at de flotte tal kan være »en enlig svale«.

»Men hvis tendensen holder, og vi ser en tilsvarende fremgang i én måned eller to mere, så kan det måske sætte skub i tingene. Der er jo sparet op til, at der kan komme en betragtelig fremgang i det private forbrug på et tidspunkt,« siger han.

Thomas Thygesen, cheføkonom hos SEB, peger på, at de mere positive tal passer fint med, hvad der også er set i resten af Europa.

Europæisk tendens

»Her er forventningerne til fremtiden også trukket opad og blevet mere positive på det seneste. Så det er bestemt ikke umuligt, at det hele bliver lidt bedre i andet halvår. Men vi skal helst se, at der kommer flere nye job, før vi er på rette spor,« siger han.

Hos Nordea vurderer senioranalytiker Jan Størup Nielsen, at kombinationen af stigende detailsalgstal og bedre forbrugertillid skaber »et begrundet håb om, at de danske forbrugere efter en lang dvale endelig er ved at vågne op til dåd«.

Det er således ikke kun forbrugeres tillid til fremtiden, som vokser. Det private forbrug er også begyndt at røre på sig og har vist en lille fremgang i maj. Det viser både tallene for brugen af dankortet og butikkernes salg, der er steget lidt.

På andre områder er den økonomiske kulde også langsomt ved at blive afløst af varme. Det gælder især på boligmarkedet, hvor prisen på lejligheder i København igen går op med stor hast, og boligpriserne er også holdt op med at falde mange steder i landet.

Beskæftigelsen er også steget en lille smule på det sidste år, og oven i det er inflationen taget så meget af, at de fleste danskere igen har en stigende realløn og kan købe flere varer og serviceydelser for deres udbetalte løn. Endelig er danskernes frygt for miste jobbet blevet mindre. Der er også kommet mere ro omkring den europæiske gældskrise, som for kun ét år siden truede med at løbe løbsk. Men siden har topchefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, skabt ro ved at udtale, at de vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at redde euroen.

Det er første gang siden juli 2012, at indikatoren for forbrugeres tillid til fremtiden er i plus, og der er nu tale om det højeste niveau siden november 2010. Det er store stigninger for både forventningerne til den privatøkonomiske og samfundsøkonomiske situation, der trækker forbrugeres feberkurve op.