Ståle Solbakken var rasende over, at han ikke kunne få kontakt med fjerdedommerne, da han ville lave en afgørende udskiftning. Det kom til at koste.
Der var sådan set ikke ment som nogen undskyldning fra Ståle Solbakken, for Juventus vandt fortjent og FCK spillede en god kamp, mente FCK-træneren efter 3-1 nederlaget i Torino. Men alligevel var han vred over en episode fra kampen.
Da FCK havde udlignet til 1-1 ved Olof Mellberg ville Solbakken gerne have skiftet Thomas Kristensen på banen i stedet for Christian Bolanos, men det kunne han ikke få lov til. Kort efter scorede Juventus til 2-1.
- Vi kunne ikke komme i kontakt med fjerdedommeren. Jeg ved ikke, hvad der skete. Vi ville gerne skifte ud, men det kunne vi ikke komme til, sagde Solbakken til 3+, og uddybede:
- Jeg var lidt rasende. Det her var bare en af detaljerne, men jeg synes også, der var andre eksempler. Kampen starter f.eks. med, at Pirlo burde få et soleklar gult kort, men der skete ikke noget.
- Summen af det hele er, at jeg synes generelt, at vi var lidt uheldige med dommerne, sagde FCK-træneren.
Juventus scorede deres to første mål på straffespark begået af Olof Mellberg og Lars Jacobsen. Det var to straffespark, som ikke måtte gives væk, men der var ingen raseri at spore på den front fra træneren. Solbakken var tilfreds med den indsats, som han så sit hold levere.
- Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp. Vi holder Juventus på et minimalt antal er chancer. Minus er selvfølgelig, at vi giver to straffespark væk, men jeg synes, vi stod godt, og vi holdt dem på få chancer. Pogba var usynlig, og Tevez var anonym, og jeg synes ikke, at Pirlo laver ikke så mange chanceskabende afleveringer. Vi får to-tre chancer, og det er, hvad vi kan forvente at få i sådan en kamp.
FCK har med nederlaget ikke længere mulighed for at gå videre fra gruppespillet i Champions League. Muligheden for at gå videre til Europa League lever fortsat, men det kræver en sejr over Real Madrid i Parken i den sidste kamp.