Verden så sidste gang Nelson Mandela på TV i april. Svag, dækket af et tæppe og uden ansigtsmimik sad han i en lænestol, mens Sydafrikas præsident, Jacob Zuma (ANC), smilende placerede sin hånd på Mandelas.

Optagelserne, der virkede uværdige for den gamle kæmpe, blev mødt med forargelse i Sydafrika, men fortæller på billedlig vis, hvor landet og det øvrige afrikanske kontinent står efter Mandelas død. Gud og hver mand har i 20 år forsøgt at stå Mandela nær, omfavne ham og bade i hans lys. Håbe, at hans ufejlbarlighed ville smitte lidt af. Men faktum er, at ingen afrikanske ledere har kunnet leve op til Mandela. End ikke hans direkte efterfølgere.

Mandela gav hele Afrika håb, og han efterlader et kontinent, der så ham som symbolet på og garanten for frigørelsen fra kolonialismen og en indtræden i et nyt århundrede.

»Mandelas betydning for Afrika har først og fremmest været som symbol og personlighed. Han havde nogle ideer om frihed, demokrati og lighed, eksempelvis fremført i hans forsvarstale fra retssagen i 1964, som er på linje og højde med Martin Luther Kings. Det er sådan, han vil blive husket i eftertiden; ikke så meget for sin konkrete politik, men for sine grundværdier,« vurderer Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

I praksis har det vist sig sværere for de afrikanske nationer at leve op til Mandelas overmenneskelige eksempel. Mens Mandela – inspireret af gamle stammetraditioner – troede på et inkluderende, eftertænksomt, ydmygt demokrati og bevidst trak sig tilbage som præsident efter én valgperiode, klamrer mange afrikanske ledere sig stadig til taburetten. Et klart tegn på, at de ikke ejer Mandelas forståelse for, at demokratiet skal være større end enkeltpersoner. At ingen er uundværlig.

En pagt med djævlen

Apartheidregimets fald i 1990 har betydet, at Sydafrika og det øvrige Afrika i dag kan handle frit sammen til alles fordel. Sydafrikas rolle som aggressor – apartheidregimet bombede i mange år »præventivt« i lande, som truede dets sikkerhed – er væk og erstattet af Mandelas hjertebarn; et stærkere internt afrikansk samarbejde. Alt sammen positivt.

Men Mandela efterlader også et Sydafrika, der til dels på grund af ANC og hans egen meget tilgivende forhandlinger efter apartheids fald er dybt plaget af fattigdom, kriminalitet, arbejdsløshed og ufattelig ulighed.

Mange har frygtet, hvad der kommer til at ske, når Mandela nu er død. Teorier om forsinket blodhævn er efterhånden væk, men afløst af forventninger om sociale optøjer.

»Vi er på den vis langt forbi apartheidopgøret. Utilfredsheden er i dag vendt mod regeringen. Der er 12-14.000 sociale protester årligt i landet; de er ofte dårligt organiseret og bliver nemt voldelige. Dem vil vi se flere af,« siger Morten Nielsen, sekretariatsleder i Afrika Kontakt siden 1984.

Så sent som i august 2012 oplevede Sydafrika en »Blodig torsdag«, da 34 strejkende minearbejdere blev dræbt af politiet. Uden at ANC eller regeringen fandt anledning til at fordømme hændelsen. En af ANCs ledende figurer, den i øvrigt hvide Ronnie Kasrils, skrev forleden en kronik i The Guardian, hvori han kaldte drabene »skamfulde og chokerende«. Men han erkendte også et medansvar pga. de enorme fejl, han, ANC og Mandela begik ved magtovertagelsen for 20 år siden.

Retten til den jord, som de hvide havde tilranet sig gennem 100 år, blev ikke tilbageført til de sorte. De store råstofselskaber forblev på private hænder, og personer, der havde tjent lyssky formuer i apartheidæraen, beholdt deres penge og blev aldrig stillet til ansvar. I dag betaler folket prisen for den manglende omfordeling – uligheden er større end nogensinde – og ANC har »tabt sin sjæl«, skriver Kasrils.

»At synke helt ned i mørket må hindres. Jeg tror ikke, at ANC er hinsides håb, (...) men pagten med djævlen må brydes,« skriver Kasrils.

Mandela selv var bevidst om, at kampen måtte fortsætte efter ham, og enkelte gange, f.eks. i AIDS-spørgsmålet, kritiserede han åbent sine arvtagere:»Mandela var meget bekymret over de tendenser, man så i nogle nabolande, herunder magtarrogancen, som også hans eget parti og egne efterfølgere lider af. Han ville krympe sig,« siger Morten Nielsen.

Alle eksperter er enige om, at Nelson Mandelas død er et voldsomt tab, ikke blot for Sydafrika, der nu må begrave sin »landsfader«, men for hele Afrika, der nu står uden sin moralske ledestjerne under en hastig økonomisk og politisk udvikling.

»Det, der tæller i livet, er ikke det blotte faktum, at vi har levet. Det er den forskel, vi har gjort for andres liv,« lyder et berømt Nelson Mandela-citat.

Ledere i hele Afrika skal nu vise, om de har format til at træde i hans fodspor.