Lars Vilks, der angiveligt var mål for terroraktionen i Krudttønden i København 14. februar, har igen være tvunget til at aflyse et offentligt arrangement i Sverige.

Den svenske kunstner, der i 2007 tegnede profeten Muhammed som hund, har været udsat for forulempelse og dødstrusler og lever i dag under politibeskyttelse. Fredag skulle han have deltaget i et debatmøde i Folkets Hus i Gøteborg, der først var blevet aflyst og siden flyttet flere gange.

Politiet havde sagt god for arrangementet, men onsdag aften blev det igen aflyst, fordi arrangører af andre møder i Folkets Hus frygter terror mod Lars Vilks. Tidligere har blandt andre også Karlstad Universitet aflyst et arrangement med ham.

»I praksis betyder det, at vi dirigeres af terrortrusler, og at vores ytringsfrihed gøres afhængig af volden,« skrev Svenska Dagbladet forleden i en leder.

»Vi er ganske enkelt blevet bange og har dermed ladet terroren vinde,« lød kommentaren i Göteborgs-Posten.

Aflysningerne er altså blevet omtalt i de svenske medier, men i sammenligning med danske mediers massive fokus på emner som ytringsfrihed, islam, radikalisering og terror, virker den svenske debat generelt set både i tone og omfang nedtonet. Hvorfor?

Terror i København har styrket støtte til Vilks

Helena Giertta, ansvarshavende chefredaktør for det svenske journalistforbunds blad, Journalisten, giver dette svar:

»Jeg tror, at en del af forskellen på debatten i Danmark og Sverige mere handler om måden, man udtrykker sig på, end om, hvad der udtrykkes. Vi bruger i Sverige ikke så kraftige udtryk, som man gør i Danmark. Det gælder i alle debatter og ikke specielt, når det drejer sig om Vilks eller andre. Vi forsøger at holde et debatniveau, hvor man skal kunne tale sammen, selv om man har forskellige meninger.«

Hun synes, at det er nedslående, at man har aflyst møder med Lars Vilks, fordi politiet ikke har kunnet garantere for hans sikkerhed.

»Det jo det, som ekstremisterne ønsker at opnå,« siger Helena Giertta, som mener, at terroren i København har påvirket debatten i Sverige.

»Det har skabt en meget stærkere og tydeligere støtte til Lars Vilks' kunstneriske ret til at lave de tegninger, han har tegnet. Men nogle – det er ikke journalister og redaktører – synes, at han skal holde op med at lave den slags tegninger. Det er jo et synspunkt, som heller ikke er ukendt i Danmark,« siger Helena Giertta.

Når det gælder emner som islam og radikalisering, flygtninge, indvandring og integration, er debatten i Sverige anderledes end i Danmark.

Det nye og hastigt voksende indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterna, betragtes ikke som salonfähigt, man diskuterer ikke gerne indvandringens omfang, og debatter om islam, radikalisering og terror er ømtålelige.

Bloggeren Marcus Birro, der indtil for nyligt har skrevet for den store avis Expressen, har for eksempel modtaget dødstrusler, fordi han har givet udtryk for, at islam er den religion, der i dag udløser flest konflikter.

Neutralitetspolitik sætter sig spor

Den danske historiker Lars Hovbakke Sørensen, der er ekstern lektor på Københavns Universitet og ofte kommenterer europæiske samfundsforhold i danske medier, siger om situationen i Sverige:

»Man har en større grad af politisk korrekthed i forhold til, hvilke emner man mener, man kan eller bør diskutere, og hvordan man kan gøre det. «

Det, som for alvor adskiller den politiske debat i Sverige fra den danske, er ifølge Lars Hovbakke Sørensen, at man i Sverige hidtil kun har diskuteret, hvor vellykket integrationen er.

»Alle partier bortset fra Sverigedemokraterna har hidtil ment, at man ikke kan diskutere en eventuel begrænsning i tilstrømningen, fordi man har en moralsk forpligtelse til at modtage alle de flygtninge, der måtte søge til Sverige. En anden stor forskel på Sverige og Danmark er, at man i Sverige i forbindelse med integrationsdebatten har vendt blikket indad. Hvis integrationen ikke er lykkedes, så har man i Sverige ment, at det var svenskernes skyld. I Danmark har man også lagt ansvaret på indvandrerne og sagt, at det også drejer sig om, hvor gode de har været til at integrere sig,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han tilføjer, at forskellen på den danske og svenske debatkultur har historiske forklaringer, herunder den svenske neutralitetspolitik, som har smittet af på andre politikområder.

Sveriges udenrigspolitik har i 200 år været præget af neutralitet i krigstid og alliancefri politik i fredstid.

»Under hele Den Kolde Krig skulle Sverige balancere mellem blokkene og passe på ikke at træde nogen over tæerne. Man skulle også holde sig åben over for samarbejde med lande fra den tredje verden. Det betød, at både befolkningen og politikerne i Sverige vænnede sig til at være åbne over for andre kulturer og religioner på en anden måde end i Norge og Danmark, som var en integreret del af vestblokken.« Neutralitetspolitikken smitter også i dag af på Sveriges opfattelse af udlændinge, mener han.

»Det er typisk for den svenske samfundsdebat, at man gennem mange år har opbygget den holdning, at man ikke kan være bekendt at udråbe bestemte kulturer eller religioner til at være ansvarlige. Man skal være tolerant og åben over for alle kulturer og religioner,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han mener dog også, at der er en helt ny udvikling på vej i den svenske debat. De seneste uger har to af de mindre borgerlige partier, Kristdemokraterna og Folkpartiet, taget fat på at diskutere, om der alligevel er en sammenhæng mellem integration og antallet af indvandrere.

»De diskuterer, om man kun skal give midlertidigt ophold til flygtninge fra Syrien i stedet for permanent opholdstilladelse. Det er kontroversielt i forhold til de to store partier, Socialdemokraterna og det borgerlige Moderaterna. Nogle af deres medlemmer er meget forargede over, at man tager spøgsmålet op, men andre synes, at det er okay at diskutere det,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Derimod mener han ikke, at der er nogen forandring i den svenske debat, når det gælder islam og terror, som ikke diskuteres ret meget.

»Der har man en anden holdning end den, der er dominerende i nogle kredse i Danmark. I Sverige mener man, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Det ligger grundfæstet i mange svenskere, at man ikke kan være bekendt at begynde at tale om bestemte religioner som årsag til det, der sker. Det er den generelle opfattelse i Sverige.«

Svensk debat har tradition for konsensus

Peter Luthersson, der er forfatter, tidligere kulturredaktør på Svenska Dagbladet og nu knyttet til Ax:son Johnsons stiftelse, som støtter forskning, velgørenhed og kunst, blandt andet det borgerlige tidsskrift Axess, beklager aflysningen af møderne med Lars Vilks.

»Det er meget upassende, at et universitet – og i det hele taget alle institutioner i samfundet – giver efter for trusler. Vi har i et åbent samfund pligt til at sikre, at alle medborgere kan udfolde deres ytringsfrihed. Har man, som i dette tilfælde, valgt at indbyde en taler, så har man pligt til at stå fast og ikke give efter for trusler.«

Peter Luthersson siger, at debatten i Sverige siden begyndelsen af 1990erne har været præget af forestillingen om multikulturalisme, og at det i stigende grad er kollektiver/grupper og ikke individer, man tillægger rettigheder. Det beklager han.

»Jeg har den klassiske liberale opfattelse, at man skal sikre individets rettigheder. Vi har repræsentativt demokrati, men derudover skal man ikke have en masse gruppeindflydelse. Så får vi et stammesamfund, hvor individet tvinges ind i en kollektiv identitet, som det måske ikke ønsker. Det skaber fjendtlig friktion mellem grupper, og det skaber had i samfundet, hvilket er meget farligt.«

Spørger man Peter Luthersson, om der ligefrem er tabuer i den svenske debat, så svarer han benægtende.

»Men der findes en ganske udbredt meningsgrænse og en forestilling om, at man skal værne om den offentlige samtale, så den ikke synker ned på samme niveau som debatten på internettet med dumhed og had. Men i Sverige bliver der let en stærk søgning mod konsensus. Det kan gøre debatten lidt kedelig, men samtidig kan man sige, at søgningen mod konsensus beskytter samfundet mod fanatisme. Jeg vil ikke tage afstand fra det svenske debatmiljø, selv om debatten kan blive lidt iltfattig, fordi alt for mange ikke tillader sig at tænke tanker til ende.«