Den nordmand, der blev anholdt og såret under sidste uges smuglerdrama i Aalbæk Havn, er kommet på benene igen og erkender sig nu delvis skyldig i hashsmugling.

- Han kunne erkende, at han har været med til at transportere hash, men han kunne ikke erkende de 250 kilo, han er sigtet for at transportere. Han hævdede, at han ikke vidste, der var tale om så mange kilo, fortæller advokaturchef og anklager i sagen, John Kølbæk, fra Nordjyllands Politi.

Nordmanden blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, hvor hans varetægtsfængsling blev endeligt fastslået. Han blev fængslet in absentia i sidste uge, fordi hans tilstand ikke var stabil nok til, at han kunne transporteres til retten. Mandag morgen blev han udskrevet og kunne dermed fremstilles i grundlovsforhør.

- Der står i retsplejeloven, at når den hindring, der gør, at en sigtet ikke kan være tilstede i retten, er ophørt, så skal den sigtede fremstilles i retten senest 24 timer efter, hindringen er ophørt. Derfor skulle han for retten i dag (mandag, red.), forklarer John Kølbæk.

Den 27-årige er sammen med sin formodede medgerningsmand, en 36-årig nordmand, varetægtsfængslet frem til 4. februar. En tredje nordmand blev skudt og dræbt af politiet under aktionen i Aalbæk Havn i sidste uge.

Begge er sigtet for besiddelse af hash med henblik på overdragelse. John Kølbæk formoder, at de to nordmænds fængselsstraffe skal forlænges 4. februar, men han afventer efterforskningens resultater.