Topopgør i Danmarks bedste fodboldrække har i mange år hørt hovedstadsklubberne til, men i aftes var det provinsen i øst mod provinsen i vest, der var modstandere, da AGF tog imod FC Nordsjælland på NRGi Park i Aarhus.
Første halvleg af kampen var præget af mange store chancer til begge hold, men mange uskarpe afslutninger gjorde det svært at se, at kampen stod mellem Superligaens nummer to og fire. De forsvarende mestre fra FC Nordsjælland var flere gange tæt på scoring, særligt på en kæmpe chance til Morten Nordstrand, der sendte et hovedstød forbi mål efter 17 minutter. Også AGFs Superligadebutant, Frans Dhia Putros, brændte en stor chance.
Første halvleg forblev målløs, men begge cheftrænere udtrykte tilfredshed før anden halvlegs begyndelse. De var dog begge enige i, at skarpheden i afslutningerne manglede, og at det var, hvad der skulle rettes op på i de sidste 45 minutter af kampen.
Skarphed var dog ikke, hvad der prægede udeholdets scoring til 1-0 efter 56 minutter. Det var i stedet en regulær rodebutik i AGFs målfelt, der til sidst forærede Joshua John chancen for at score, og den udnyttede han sikkert.
Det krævede udskiftninger hos AGF, og Søren Larsen blev således hevet ud efter en times spil. Ind kom Superligaens topscorer, Aron Jóhannsson, men lige lidt hjalp det. 65 minutter inde i kampen sendte FC Nordsjællands Kasper Lorenzen bolden i mål til 2-0, som blev kampens slutresultat.
Efter kampen var FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, tydeligt tilfreds og roste holdånden hos sin trup, der var plaget af både skader og karantæner.
»Vi har en stærk trup, og det er holdånden, der vinder i dag,« sagde han. AGFs cheftræner, Peter Sørensen, måtte derimod slukøret erkende, at aarhusianerne havde mødt overmagten.
»De var skarpere og bedre til at udnytte deres chancer, end vi var.«
Det er den tredje kamp, AGF taber i streg, men Peter Sørensen har langt fra givet op.
»Vi har ikke tabt krigen, men vi har tabt et slag,« sagde han efter kampen.
FC Nordsjælland er nu bare tre point efter FC København på førstepladsen, mens AGF fortsat ligger på fjerdepladsen med 25 point.
Sikker sejr til mestrene i Aarhus
AGF og FCN havde begge kæmpechancer, men kun udeholdet fik mål ud af dem.
Del: