De belgiske instruktørbrødre Jean-Pierre og Luc Dardenne fortsætter i deres kendte, realistiske stil med en vidunderlig og følelsesmættet film om en kvindes kamp for at genrejse sig selv.

»To dage, én nat«, der havde verdenspremiere tidligere på året ved filmfestivalen i Cannes og nu får premiere herhjemme, er imponerende enkel i sit udgangspunkt: Kvinden Sandra vil blive fyret fra sit job på en solcellefabrik, med mindre hun kan samle flertal blandt sine kolleger om, at de vil afgive deres bonus på 1.000 euro hver, så hun til gengæld kan beholde sit job.

Hun har nu en weekend til at tage rundt og banke på døre i håbet om, at hun kan samle mindst ni støtter og redde sit job. Og selvom hun får hjælp og opmuntring fra sin mand, der arbejder i en pizzarestaurant, er det i sidste ende hendes personlige odyssé, vi er vidne til.

Og som i enhver odyssé møder hun alle slags farer, forhindringer, hjælpere og modstandere, for kollegerne reagerer vidt forskelligt, når deres weekend bliver forstyrret af det uventede – og ubehagelige – som kræver, at de tager stilling. Nogle reagerer med vrede, andre med tavs afvisning, nogle med altruisme, andre med tøvende støtte. Hver gang hun ringer på en ny dør, bryder Sandra ind i endnu et liv og skaber uro.

Psykologisk byrde

Dardenne-brødrenes registrerende kamera følger Sandra overalt og tager os på stilfærdig rundtur i den belgiske arbejderklasse. Aldrig dømmende, aldrig udpenslende, aldrig insisterende på at henlede vores opmærksomhed på særlige detaljer. Vi er bare til stede, som fluen på væggen vidner til det levede liv i boligblokke og forstadshuse, værelser og baggårde. Man forstår klart og tydeligt, at for ingen af familierne, for ingen af Sandras kolleger, er det en nem beslutning; alle har brug for de 1.000 euro, alle har en personlig historie og kæmper for at klare sig i et samfund, der som så mange andre steder også hér synes mærket af globaliseringen og den økonomiske krise.

Det er en voldsom psykologisk byrde, der lægges på Sandras skuldre, og gang på gang svigter hendes mod og selvtillid. For Sandra er også en kvinde, der forsøger at trække sig op fra en depression, som i en overgang betød, at hun var sygemeldt fra arbejdet – måske er det ligefrem derfor, at hun er den udvalgte, der skal fyres.

Marion Cotillard er dybt troværdig i rollen som Sandra, der konstant skal mande sig op, konstant skal tage sig sammen, overbevise sig selv om, at hun er noget værd, at hun ikke skal lade sig overgive til depressionen og de sløvende piller.

Et lærred af følelser

Et helt lærred af følelser og stemningsskift formidles undervejs i hendes ansigt, som det registrerende kamera nådesløst fokuserer på igennem hele filmen. Man føler med hende, tager en dyb indånding og retter sig op i biografsædet, hver eneste gang hun ringer på en ny dør, hvorefter man falder sammen igen, enten med et slag i ansigtet eller med forløsende tårer trillende ned ad kinderne.

»To dage, én nat« er en tifold mere ophidsende, spændende og udmattende rutsjebanetur end en hvilken som helst actionfilm fra Hollywood.

Indrømmet, man skal acceptere den grundlæggende præmis, at en arbejdsgiver rent faktisk kunne finde på at afholde en afstemning, hvor det er op til de ansatte selv, om vil beholde deres bonus eller redde en kollega. Men det synes nu egentlig ikke så svært, for Cotillards fnugfrie kraftpræstation og Dardenne-brødrenes enkle og overbevisende fortælling – i sidste ende båret af en befriende, men ikke blåøjet, humanistisk indstilling – er filmkunst om tiden, til tiden.

Hvad: »To dage, én nat«.

Hvem: Instruktion: Jean Pierre og Luc Dardenne. Medvirkende: Marion Cotillard, Fabrizio Rongioni m.fl.

Hvor: Udvalgte biografer over hele landet.