Theis Ørntofts »Solar« er processuel. Hvad der begynder som »ridser i dagens overflade ind til de sumpgrønne evigheder« på en vandretur på Hærvejen i Jylland udvikler og udvider sig gradvist og ender med fuld neddykning i en regnfuld skov et ubestemt sted i Europa, ned af »glødende vindeltrapper« og dybt ind i den mørke ursump.

I »Solar« er jegfortælleren, og med ham læseren, voyeur til menneskehedens begyndende selvudslettelse. Det er et opslidende syn, der overskrider den nøgterne, distancerede observation. Voyeurpositionen er implicerende og har en fysisk effekt.