Af og til trætter det ham at tale om fortiden.

For han nægter at se sig selv som et levn af den.

»Du drømmer ikke om, hvor mange der nævner mine tidligste udgivelser fra 70erne, når jeg snakker med dem om min musik, eller der bliver skrevet om den i medierne,« siger Sebastian.

Hans musik har inspireret mange kunstnere og en del af dem lavede albummet »En Hyldest Til Sebastian« for fem år siden. I anledning af hans 60 års fødselsdag. Her var de 14 numre, kunstnere som Søren Huss og Kira Skov nytænkte, uden undtagelse flere årtier gamle. Hans klassikere som »Romeo« og »Når Lyset Bryder Frem« var der.

Det samme gjaldt flere af de store hits, han har skrevet til andre sangere: Lis Sørensens »Stille Før Storm« samt »Vårvise« – hans duet med Sissel Kyrkjebø, der sikrede den norske kvinde stjernestatus i Danmark. Forbigået var hans nyere plader og hans utallige bidrag til musical-genren.

»Selvfølgelig er jeg stolt over hyldestpladen, for der er ikke mange danske kunstnere, der er blevet »udsat« for den slags. Men jeg forstår ikke helt fascinationen af mine ældste numre, for jeg er mindst lige så stolt af alt det, jeg har skabt siden. Jeg er blevet en bedre sangskriver, og de nye værker er på mange måder mere presente, mere nærværende for mig,« siger Sebastian.

Sebastian føler, at han flyttede sig ud på musikelitens sidelinje, da han i midten af 80erne lavede »Skatteøen« og siden da har valgt at arbejde primært med musical-genren.

»Det var, som om jeg blev ikke-eksisterende i manges øjne, selv om jeg faktisk fortsatte med at have meget stor succes. Ikke en eneste gang, når jeg har lavet et interview til en af de større aviser, har nogen villet snakke musicals med mig.«

Nu er Sebastian – eller Knud Grabow Christensen som er hans borgerlige navn – rejst tilbage i tiden for at hive et af sine store hits frem og genoplive det i nye rammer. Han er komponist, instruktør og manuskriptforfatter på den ny »Hodja fra Pjort«-musical, der havde premiere på Frederiksborg Centeret i går og 8. oktober rykker til Koncertsalen i Tivoli. Med alle de kasketter i produktionen undrer det, at han ikke også er solist i stykket, men han er efter eget udsagn en helt utrolig dårlig skuespiller.

Se musikvideoen til Sebastians nye Hodja fra Pjort-musical.

»Jeg har kun prøvet det én gang, og det gik forfærdeligt. Det er egentlig underligt, for når jeg spiller koncerter, kan jeg sagtens stå og fortælle små, sjove anekdoter mellem numrene. Der performer jeg meget. Hvis jeg var født 30 år senere, var jeg måske blevet stand-up-komiker,« siger han og klukker

Selv om det er anden gang i karrieren, at han arbejder med Ole Lund Kirkegaards berømte børnebog, frygter han ikke at gentage sig selv.

»Det her er en hel frisk omgang. Jeg lavede blot nogle sange til filmen fra 1985, men havde intet at gøre med den derudover. Det her er første gang nogensinde, »Hodja fra Pjort« er lavet som musical,« fortæller Sebastian.

For at få bogens plot til at følge med tiden har han lavet større ændringer. For eksempel er skurken i bogen – »Rotten« – flyttet længere frem i musicalen, så der er mere på spil fra starten af.

Samtidig med den forgangne uges premiere udgav Sebastian en cd, hvor solister som Michael Falch, Lis Sørensen og hans egen datter Sara Grabow fortolker nogen af de nye sange fra musicalen. Blot tre stjerner modtog den i en anmeldelse i Berlingske i denne uge, og det irriterer hjernen bag.

»Det er, som om min ny plade og jeg bliver brugt som et fjendebilleder på musicalgenren generelt. Men jeg ser ikke musicalen som noget entydigt. Men der er ingen tvivl om at det, jeg laver i dag, ligger utrolig langt væk fra den musik, kritikerne gerne vil fremelske for det yngre publikum.«

Det er langtfra første gang, at han modtager en middelmådig anmeldelse, og han forstår godt, at anmelderne af og til får hans plader galt i halsen. For Sebastian arbejder først og fremmest på at gøre det enkelte nummer perfekt. Han indrømmer, at flere af hans albummer kan virke rodede på nogen lyttere, da de veksler mellem stilarter, instrumenter og stemninger fra nummer til nummer.

Se Sebastians egen video fra optagelserne af Hodja fra Pjort-cd'en.

Men ifølge Sebastian handler musikken først og fremmest om de steder, det sublime nummer kan transportere dig til. Der er sikkert mange, der sætter Leonard Cohen på, hvis de er kede af det, nævner han. De melankolske toner burde gøre lytteren endnu mere trist. I stedet trøster de. Det er der, musikken bliver tidløs, magisk.

»Når det lykkes for mig at skabe en sang, der for mig virker helstøbt, giver musikken mig følelsen af at kunne flyve. For en stund.«

På 70er-pladerne var der enkelte af disse numre, siger han og nævner »Du er ikke alene« og »Når Lyser Bryder Frem«. I 80erne steg antallet af velkomponerede sange per album. Han fremhæver »Tusind og én nat«-pladen, hvor »Hodja fra Pjort« oprindeligt stammer fra, som et af de absolutte højdepunkter.

De senere år er han – som så mange andre – begyndt at dyrke vinylerne igen. Han lytter til de bands, der har udgjort hans livs soundtrack. Af og til lytter han til sine sange.

Hvis vi følger det musikalske spor endnu længere tilbage i tiden – til midten af 60erne – møder vi en Sebastian, der dengang blot var Knud. Som Sebastian skulle blive det, var Knud også en outsider. Knuds mor døde af kræft, da han var blot to år gammel. Faderen Oskar – en karriereofficer i militæret – fandt senere en ny kone, der havde en datter. Sammen fik parret yderligere to døtre, og Knud følte sig fremmedgjort i den sammenbragte familie. Særligt havde han og stedmoderen periodevis et elendigt forhold. Kulminationen kom, da hun fik ham indlagt til psykisk observation på Statshospitalet i Glostrup. Hun mente, at noget måtte være galt med Knud, siden hun ikke magtede ham. Lægerne fandt intet.

Derefter blev han placeret på den daværende Asserbohus Kostskole i 1964. 15 år gammel.

»Vi var en helt særlig blanding på kostskolen: Rigmandsbørn og så dem, der var fjernet fra hjemmet på grund af problemer. Jeg hørte til den sidste gruppe. Men sjovt nok var det for det meste rigmandsbørnene, der stak af, fordi de ikke kunne klare de faste rammer. Asserbohus tilhørte på stort set alle måder »den gamle skole«,« siger Sebastian.

Kæft, trit og retning herskede, og pigerne og drengene måtte stort set aldrig have noget med hinanden at gøre. Alligevel forelskede han sig i starten af sit første år på skolen. Det var kærlighed for livet, men det var ikke til en pige.

En dag stod han på gaden og hørte tilfældigt de frække, insisterende guitar- og basriff til The Rolling Stones »It’s All Over Now«. Op til dette punkt havde de mange blues og rockbands inklusiv The Beatles ikke rykket i ham. Den dag gjorde Stones hele forskellen.

»Jeg stod og lyttede og var helt frosset fast. Jeg vidste med det samme, at det dér skulle jeg lave. Jeg ville være musiker,« siger han. På skolen var der enkelte, der spillede guitar, og Knud forsøgte at kopiere dem. Det var »den mest primitive måde«, han lærte at spille på. Hans øjne fulgte deres fingre og registrerede placeringerne og rytmerne. Når han kunne låne en guitar, transformerede han sine iagttagelser til bevægelser. Efter 15 år, hvor han havde ledt efter noget at være god til, ramte han en talentmæssig guldåre. »Jeg plejer at sige, at jeg blev bedre i løbet af et halvt år, end jeg er i dag,« siger han.

Den skotske folkemusiker Donovan blev hans største inspiration. På sit andet år på skolen fremførte Knud og en ven en Donovan-koncert. Det foregik på kostskolens scene på bunden af den tørlagte svømmepøl. Knud var voldsomt nervøs, men begge drenge overlevede ilddåben. De spillede to komplette Donovan-albums – alle sangene i »den rigtige« rækkefølge.

»Det var en fantastisk følelse. Jeg blev i højere grad en del af fællesskabet end før. Men det vigtigste var, at jeg gennem musikken endelig begyndte at finde min identitet. Jeg havde hele barndommen fået at vide, at jeg ikke kunne finde ud af noget, men gennem musikken og min sangskrivning lærte jeg langsomt mig selv at kende. Jeg fandt ud af, jeg var andet end en nervøs og genert dreng.«

Samme dag som han stoppede på kostskolen, lod han håret vokse. Langt, stort og lyst. Det var et opgør mod de strenge rammer, han kom fra, og det var samtidig en adgangsbillet til det musikalske fællesskab anno 1968. Få år senere voksede kunstneren Sebastian sig så stor som hårpragten og for en stund forlod han sidelinjen og befandt sig lige i midtercirklen.

»Jeg var langhåret i 15 år. Jeg gjorde aldrig noget ud af det – det ville være synd at sige, at jeg var forfængelig. Men det var vigtigt for mig.«

Selvransagelsen gennem sange fortsætter. Selv om Sebastian i dag har skrevet op mod 500 numre, føler han sig langtfra færdig. Dog har arbejdspresset, koncerterne og hans livsførelse sat sine spor gennem årene – mén, han må leve med fremover.

I et helt årti fra starten af 90erne og frem mistede han sin stemme.

»Det startede måske som et fysisk problem, men det blev psykisk. Jeg blev så nervøs over ikke at kunne synge, at jeg nogle dage slet ikke kunne tale.«

Det betød, at han måtte holde en længere pause fra scenen, mens han kæmpede for at få stemmen tilbage.

Efter års arbejde gik det fremad, men da han vendte tilbage til scenen, ramte en ny ulykke ham. En blodprop i hjertet var i 2004 ved at tage livet af ham. En firedobbelt bypassoperation var nødvendig.

»Det var her, jeg fandt ud af, at livet ikke var en joke. Jeg begyndte at tage min krop alvorligt, og fra den ene dag til den anden stoppede jeg med at ryge,« fortæller truabaduren, som aldrig siden har røget en Prince Light.

I adskillige dage efter operationen svævede han mellem liv og død. Der var for meget vand i kroppen og han måtte tilbage på hospitalet. Knud var dog stædig og to måneder efter vendte han tilbage til sit kald: Sangskrivningen. At overleve gav ham mod på mere liv.

I dag bor han i Vejby, tæt på vandet i Nordsjællands top. Hans hund – en lille shih tzu – holder ham med selskab. Han har ikke tal på, hvor mange hunde, der har været i hans liv. Kvinderne er nemmere at tælle. I 1996 blev han skilt fra Unni Johnsen – moderen til datteren Sara. I Torben Billes Sebastian-biografi »Når Lyset Bryder Frem« fra 2009, forklarer musikeren, at det først og fremmest var hans karriere, og den medfølgende skævvridning i parforholdet, der skabte bruddet.

I 2000 kom en ny kvinde i sangskriverens liv. Marina Aabo, hedder hun. Den 13 år yngre kvinde anede ikke, at Knud spillede musik og havde solgt over to millioner plader, da de mødte hinanden i 2000. Fænomenet »Sebastian« betød ikke noget for hende. Det var de lange, stærke negle på hans fingre, der på parrets anden date fik hende til at udbryde:

»Gud, spiller du guitar?«

Selv om Knud Grabow Christensen snart fylder 65 år og har fået to børnebørn, går det fremad med helbredet på grund af hans sundere livsførelse. For eksempel motionerer han i et par uger forud for koncerter.

»Selv om jeg træner, kan jeg nok ikke løbe fra, at jeg stadig har lidt vægtproblemer,« siger han.

»Men min stemme er god – jeg kan synge alt, hvad jeg kunne i 70erne. Og endda i samme toneleje,« forklarer han. Og smilet bryder frem.