SRSF-regeringen lægger op til en SU-reform, der skal spare statskassen for to milliarder kroner om året. Hvordan pengene skal findes, vides endnu ikke med sikkerhed, men regeringen er allerede under heftige beskyldninger om løftebrud. Herunder kan du se, hvad regeringspartiernes uddannelsesordførere tidligere har sagt om forringelser af SUen:
Sagt af børne- og undervisningsminister Christine Antorini, da hun var S-ordfører:
- Jeg har blandt andet skrevet under på, at vi ikke vil skære i SUen. Regeringen og DF har jo besluttet, at det ekstra SU-år skal fjernes. Det mener vi rammer socialt skævt. Vi vil også indføre en praktikpladsgaranti, fordi flere end 10.000 unge ikke kan gøre deres erhvervsuddannelse færdig.(Newspaq 8. september 2011)
- Vi har jo virkelig skudt os selv i foden, hvis vi fjerner det sjette SU-år, og det viser sig, at nogen dropper ud til allersidst, hvor de næsten er færdige, og hvor hele samfundsinvesteringen i dem er lavet. (Politiken 28.august 2011)
- Vi vil ikke skære en milliard. Vi vil faktisk ikke skære en eneste krone. (Ritzaus Bureau, 7. juni 2011) - Vi støtter ikke, at de studerende skal betale for deres 2020-plan. (Ritzaus Bureau, 18. maj 2011)
- Sagen er den, at vi - S, SF og R - hele tiden har sagt har, at vi vil ikke være med til at skære i de hjemmeboendes SU, fordi vi tror, at det vil betyde, at der er færre, der gennemfører en ungdomsuddannelse. (Politiken.dk, 16. maj 2011)
- Det her er netop grunden til, at man har det sjette studieår. Det værste, man kan gøre, er at fjerne den her buffer på det sjette studieår. For hvis det forsvinder, kan det være, at dem, der næsten er færdige, dropper ud. (Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde, 14. januar 2011)
- Vi skal uddanne vores unge mennesker mere - ikke mindre. Og desuden er det sådan, at vores studerende har muligheden for at stoppe, når de er bachelorer, men sandheden er, at der ikke er interesse for dem på arbejdsmarkedet. (Jyllands-Posten, 7. januar 2011)
- Når man kalder det ' fjumreår' og ' cafepenge', kommer det til at lyde, som om al studiepause nærmest er spildtid. (Søndagsavisen 19.december 2010
- Der er altså rigtigt mange unge, som er afhængige af at få uddannelsesstøtten, når de bliver 18 år. På det tidspunkt får familierne ikke længere børnefamilie-ydelse. Uddannelsesstøtten kan så bidrage lidt til transport-udgifter og husleje. (dr.dk, 17. december 2010)
- Vi vil ikke være med til at fjerne cafepengene. Vi går ind i SU-forhandlingerne med det formål at ændre to ting. At flere unge gennemfører en videregående uddannelse hurtigere. Det er målet for os. Det er ikke, at de unge skal finansiere deres folkeskolereform. (Berlingske.dk, 8. december 2010)
- Lad os slå det fast en gang for alle: S og SF støtter ikke Dansk Folkepartis forslag om, at unge ikke må rejse til udlandet efter endt universitetsuddannelse uden at skulle betale SU på kandidatdelen tilbage.[…]I S-SF's forslag kan unge fint rejse ud nogle år efter endt uddannelse. Først hvis de er væk i mere end fem år uden at have betalt skat i Danmark, skal de betale SU fra kandidatdelen tilbage. Forslaget er fra vores oplæg ' Fair løsning'.VORES udgangspunkt er, at danske studerende skal have gratis uddannelse af høj kvalitet og samtidig sikres rimelige levevilkår med SU. (Politiken, 1. december 2010)
- Jeg anser det som et slag i luften, der overhovedet ikke har noget med virkeligheden at gøre. (Information, 20. november 2010)
- Vi er imod at fjerne cafépengene, og vi har ikke nogen planer om at skære i SU'en. (19. november 2010)
- Det gode ved danske SU-system er, at det er utrolig enkelt at gennemskue, og det er meget lidt bureaukratisk, men nemt at administrere. Derudover bryder vi os ikke om den tanke, at jo mere man tjener, jo mere skal man betale. (Børsen, 18. november 2010)
- Jeg synes ikke, det er et gavmildt beløb. Det er et valg, vi har truffet, at vi synes, der skal være en økonomisk kompensation, når man studerer, så man ikke skal have for meget erhvervsarbejde ved siden af. Så det i hvert fald ikke er økonomien, der skal gøre, at man i lavindkomstfamilier afholder sig fra uddannelse. (ritzaus bureau, 8. oktober 2010)
- Den gruppe af unge, hvor forældrene har lave indkomster, er afhængige af at kunne få SU, for at kunne gennemføre deres ungdomsuddannelse.Derfor er risikoen, at de ender med at droppe ud af uddannelsen og finde sig noget ufaglært arbejde i stedet. (Information, 7. oktober 2010)
- Det vi skal passe på, det er, at vi ikke smækker kassen i, lige inden de er færdige med deres uddannelse. (dr.dk, 6. oktober 2010)
- Når man fjerner den ydelse, rammer det så socialt skævt som overhovedet muligt, for SU'en til de familier er allerede indtægtsreguleret, og de får ikke længere børnepenge for deres hjemmeboende børn. (Politiken.dk, 5. oktober 2010)
Pernille Vigsø Bagge (SF) har udtalt, mens hun var uddannelsesordfører:
- Vi nedlægger veto mod nedskæringer i SU'en i det hele taget. (Univers 20. december 2010)
- Vi vil under ingen omstændigheder være med til at afskaffe SU for hjemmeboende. (Newspaq 14. december 2010)
-Som det ser ud nu, er der ingen chance for, at vi kan være med. På SU-området må vi forvente et brud på forliget, hvis de vil gennemføre det før et valg. (Vejle Amts Folkeblad 9. december 2010)
Marianne Jelved (R) har udtalt, mens hun var uddannelsesordfører:
- Vi vil hverken forringe SU-systemet eller straffe de studerende bare fordi, der lykkeligvis er blevet flere af dem. Vi er indstillet på at se, om SU'en skal ændres, men ikke forringes. (Urban, 19. maj 2011)
- Forringelsen af SU'en er noget, vi har taget afstand fra, fordi det stemmer dårligt overens med, at flere skal tage en uddannelse. For eksempel rammer det de svageste, når man vil afskaffe de såkaldte cafépenge. (Nordjyske Stifttidende, 24. november 2010)
- Det er ikke hensigtsmæssigt at indføre en ordning, hvor man lægger op til, at de studerende skal gældsætte sig. Det har vi netop forsøgt at komme væk fra. (Information, 9. juli 2010)
- Vi har heller ingen intentioner om at forringe SU'en. Det kan kun gøres, hvis de unge samtidig skal låne penge, og vi er meget opmærksomme på at få unge igennem uddannelse, uden at de stifter stor gæld. Og så er det altså ikke måde at gøre det på. (Politiken, 8. juli 2010)

