Det hører til sjældenhederne, at en dansk skuespiller optræder på forsiden af det store amerikanske nyhedsmagasin, Time Magazine.
Men det gør Nikolaj Coster-Waldau i denne uge, hvor Time Magazine har helliget ikke bare forsiden, men en stor reportage og tilhørende foto-session til verdens til dato mest sete TV-serie, HBOs »Game of Thrones«, der som bekendt har Coster-Waldau i rollen som Jaime Lannister.
Anledningen er premieren den 16. juli (i USA) og 17. juli (HBO Nordic) på det første af de sidste 13 afsnit i serien, der er blevet et internationalt streaming-hit for HBO med seere i ikke færre end 170 lande. Alene i USA blev hver episode sidste år set af flere end 23 millioner mennesker.
De første syv afsnit bliver frigivet i sommer, de sidste seks på et senere tidspunkt.
På forsiden er Coster-Waldau i stilfuldt selskab med kollegerne Kit Harrington, Emilia Clarke, Peter Dinklage og Lena Headey. Og inde i bladet er syv sider af den fyldige reportage om serien helliget omhyggeligt stylede billeder af de enkelte hovedrolleindehavere iført mærkevaretøj fra nogle af verdens førende designere.
Se forsiden her:
I artiklen bliver Nikolaj Coster-Waldau modvilligt konfronteret med det incestuøse forhold til sin søster i serien, Cersei Lannister, spillet af Lena Headey. Et emne, han ikke er meget for at kommentere.
»Jeg er aldrig for alvor gået i dybden med hele den søster-bror ting, fordi jeg ikke kan bruge den viden til noget. Jeg må se hende som den kvinde, han elsker og begærer. Lena er en meget dygtig skuespiller, og det er det, der bærer det hele,« siger han og tilføjer:
»Jeg har to ældre søstre. Jeg ønsker ikke at gå ind i den slags. Det er bare for underligt.«
Lena Headey, derimod, har intet imod at tale om sit forhold til Jaime. Hun har gennemtænkt hvert element af sin karakter, inklusive det komplicerede forhold til sin bror.
»Jeg elsker at tale om det hele,« siger hun i artiklen i Time Magazine.
»Cersei har altid ønsket at være ham. Jeg tror, deres kærlighed bygger på respekt.«
Læs hele artiklen i Time Magazine her.
