Saudi-Arabien valgte søndag at udvise Canadas ambassadør, Dennis Horak, samt at suspendere handelsforbindelserne med Canada. Det sker som følge af en strid om menneskerettigheder.

»Vi betragter den canadiske ambassadør i kongeriget Saudi-Arabien som persona non grata og beordrer ham til at forlade landet inden for 24 timer,« hed det via Twitter fra udenrigsministeriet i Riyadh. Ministeriet tilføjede, at det ved samme lejlighed hjemkalder sin egen ambassadør i Canada.

Det dramatiske skridt er udløst af en række erklæringer fra det canadiske udenrigsministerium, som opfordrede saudiaraberne til at løslade en gruppe anholdte borgerrettighedsaktivister. Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, anvendte sin personlige Twitter-konto til at erklære sig »meget foruroliget« over udviklingen.

De canadiske tilkendegivelser har udløst vrede i Saudi-Arabien, og i en erklæring udsendt via Saudi Press Agency fordømmer regeringen i Riyadh skarpt kritikken og kalder det »åbenlys indblanding i kongerigets indenlandske anliggender« og en »uacceptabel krænkelse«.

Som en sidste trumf hedder det fra saudiaraberne, at yderligere kritik vil blive fortolket som en indbydelse til at blande sig i canadiske forhold.

En talskvinde for det canadiske udenrigsministerium oplyste søndag aften, at ministeriet forsøger at tage kontakt til Riyadh.

»Vi er alvorligt bekymrede og forsøger at få større klarhed over den seneste erklæring fra kongeriget Saudi-Arabien,« sagde talskvinden, Marie-Pier Basil, til den store canadiske avis The Globe and Mail. Samtidig stod hun dog fast på den canadiske linje:

»Canada vil altid forsvare menneskerettigheder, herunder kvinders rettigheder, og ytringsfriheden overalt i verden. Vores regering vil aldrig tøve med at fremme disse værdier og mener, at denne dialog er af afgørende betydning for det internationale diplomati.«

Badawi-familien

Udenrigsminister Freeland nævner i sit tweet Samar Badawi, der blev anholdt i sidste uge sammen med en anden kvindesagsaktivist, Nassima al-Sadah. Anholdelserne af de to aktivister er blot de seneste af en række aktioner mod aktivister, journalister og gejstlige i de seneste måneder. Flere end en halv snes kvindesagsaktivister er blevet anholdt - de fleste for at demonstrere for kvinders ret til at køre bil.

Samar Badawi er i øvrigt søster til Raif Badawi, der i 2012 blev idømt ti års fængsel og tusind piskeslag for at kritisere islam på sin blog. Raif Badawis hustru og tre børn bor i dag i Canada, hvor de har fået tildelt statsborgerskab. Dette kan være en del af forklaringen på, at Canada »står sammen med Badawi-familien,« som Freeland skrev på Twitter.

Prins Mohammad bin Salman er tronfølger og den reelle magthaver bag sin far, den sygdomsramte kong Salman. Prinsen har indført en række reformer, der ses som et forsøg på at modernisere det konservative kongerige. Samtidig har den 32-årige kronprins dog forfulgt en aggressiv udenrigspolitik, som har til formål at fastslå Saudi-Arabiens ledende stilling i regionen og afvise udenlandsk indblanding.