Musik: Salsa i krudttønden

Vinteren kommer, og hvis du ikke lige har 8.000 kr. til at smutte til Cuba for, kan du nøjes med at smide 80 kr. i Krudttønden på lørdag. Her spiller et af Danmarks bedste salsabands, Son Puntillas, og der er garanti for cubansk stemning og ditto varmegrader. Det seks mand store band med Emilio Arp i front består af en skøn blanding af danske og latinamerikanske musikere og lørdag har de selskab af cubanske Ariel Turiño. Gruppen spiller salsa, son, chachacha og charang. Giv den gas på dansegulvet eller tag en mojito og kig på de andre. Dørene åbner kl. 20, koncerten begynder kl. 21. Krudttonden.dk

Varme drikke: Te og bobler hos Perchs

Det tætteste, man herhjemme kommer følelsen af at drikke te med enkegrevinde Violet Grantham fra den skønne TV-serie »Downton Abbey«, er nok at besøge Perchs Thesalon i København eller Aarhus. Her får man high tea som i gode gamle England, og ingen vil løfte et øjenbryn, skulle man føle trang til at stritte med lillefingeren. Eneste ulempe er prisen på 225 kr. for den store klassiske teceremoni. Men så følger der også et glas bobler med. Perchstearoom.dk

Dans: Til ballet på Det Kongelige

Forleden havde jeg 25 års jubilæum på Berlingske (ja, vi er stadig få dinosaurer tilbage), og en af gaverne fra mine kolleger var et gave­kort til Det Kongelige Teater. Det skal omsættes til en balletbillet, og gerne til »Svanesøen«, der går i morgen og torsdag. Jeg har set den en gang før, men vil gerne opleve den igen, for jeg blev slet ikke færdig med at beundre danserne og den spændende, men også lidt dystre scenografi og lys- og videodesign af Mikki Kunttu. Kglteater.dk

Bøger: Juhu, krimitid

Jeg elsker krimier, og især dem, der foregår eksotiske steder. Derfor glæder jeg mig til torsdag, hvor »Ukendte kyster« udkommer. Den er skrevet af islandske Arnaldur Indriðason, og hovedpersonen er som altid den traurige, islandske kriminalkommissær, Erlendur Sveinsson, der tungsindigt trasker omkring i lavalandskabet og tænker på sin døde bror. Hvis ikke du kender serien, har du noget at glæde dig til. »Ukendte kyster« er nr. 11 i serien. Rosinante, 300 kr.